Lunken modtagelse af politisk aftale

Dansk Affaldsforening tager ikke godt imod den nye politiske aftale om en grøn affaldssektor, mere genanvendelse, mindre afbrænding og lukning af forbrændingsværker. – Vi er dybt bekymrede, siger Mads Jakobsen, formand for Dansk Affaldsforening, som første kommentar til den politiske aftale, der er indgået mellem regeringen og en række af Folketingets partier. Han anfører, at aftalen er problematisk, idet at kommunerne pålægges ansvar og opgaver, som de samtidig fratages redskaberne til at løfte.

Han vurderer også, at vejen til at undgå privatisering af affaldsenergianlæggene ser meget svær ud.  Folketinget har trods advarsler og et manglende fagligt grundlag valgt at gennemføre en aftale med store risici for miljø, økonomi og klima, som vil trække spor mange år frem i tiden, mener Dansk Affaldsforening.

Aftalen udskyder i første omgang konkurrenceudsættelsen af affaldsenergisektoren. I stedet skal KL inden 1. januar 2021 præsentere en plan for, hvordan kapaciteten til energiudnyttelse af borgere og virksomheders restaffald skal nedbringes.

Det virker som om, privatisering har været målet, fremfor midlet. Det skinner fortsat igennem i aftalen. Vi ser her en aftale, der er forhandlet på et historisk tyndt, fagligt grundlag, og hvor konsekvenserne kan blive vidtrækkende. Det er uforståeligt, at jeg bliver nødt til at gentage det her igen og igen: Vi ligger utroligt flot til i Europa, når man ser på behandlingen af husholdningsaffaldet. Det er uforståeligt, at man igen i dag står og siger, at vi i Danmark ikke har noget at være stolte af, siger Mads Jakobsen og tilføjer: – Aftalen anviser i øvrigt ikke vejen til, hvordan vi nedbringer affaldsmængderne eller til at sikre, at produkterne designes, så de rent faktisk kan genanvendes.

Del dette med dit netværk: