Asfalt, bedre miljø

Mindre CO2-belastende end almindelig asfalt

Prøvestenen på Amager er nu hjemsted for den første asfaltfabrik i Københavns Kommune. Fabrikken skiller sig på flere måder skiller sig ud fra den øvrige branche.

– Vi kommer med et produkt, der er mindre CO2-belastende end almindelig asfalt, fordi vi genbruger den høje kvalitet af bitumen, der findes i tagpap. I modsætning til de andre virksomheder lægger vi ikke selv asfalten ud, men samarbejder med selvstændige entreprenører. Og så har vores fabrik tilladelse til at arbejde 24 timer i døgnet, så vi også kan køre asfalten ud og få den lagt på i de trafikstille timer af døgnet, forklarer Karsten Rasmussen.

 

– Jeg tror også, at de små og mellemstore entreprenører er glade for at se en asfaltproducent, som de ikke skal konkurrere med om udlægningen, siger Karsten Rasmussen. Sådan er det også i Tyskland, hvor 80 procent af asfalten lægges ud af selvstændige entreprenører. Da vi kan producere hele døgnet, kan entreprenørerne få asfalt på lige præcis det tidspunkt, hvor de skal bruge den.

Netop placeringen tæt på kajen er ifølge Karsten Rasmussen det tredje store plus for SuperAsfalt. 70 procent af de råvarer, der indgår i asfalt – primært granitskærver og olieprodukter – kommer ind med skib. Hvor konkurrenterne derefter skal transportere råvarerne videre med lastbiler gennem København, skal SuperAsfalt blot transportere dem få hundrede meter hen til asfaltfabrikken. På længere sigt kan det også komme på tale at udskibe færdig asfalt fra Prøvestenen.

Asfaltfabrikken er den eneste i Københavns Kommune og den nyeste i Danmark, hvor der er gået mere end ti år, siden der sidst er bygget et asfaltværk.

 

Del dette med dit netværk: