Innovative Bornholm

Bliver pionerer på innovativ affaldsindsamling

På Bornholm forsøger man nu – som det første sted i landet – at lave et innovativt udbud. Det skal sikre, at indsamlingen af affald sker på den bedste og mest effektive måde. Vi har længe passeret det tidspunkt, hvor vi smed al vores husholdningsaffald i den samme skraldesæk, som blev hentet en gang om ugen. Nu lægger vi glas, papir, plastik og metal i forskellige beholdere. Og i flere kommuner sorterer borgerne også det organiske affald fra.

I de kommende år skal vi sortere endnu mere affald. I 2022 skal affaldet sorteres i mindst syv fraktioner, og i årene efter kommer der sandsynligvis nye krav. Men mens kravene til affaldsindsamlingen stiger, er udbudsmodellen firkantet og ufleksibel. Når de kommunale affaldsselskaber udbyder indsamlingen af affald til private selskaber, er opgaverne beskrevet i mindste detalje. Der står, hvor affaldsbeholderne skal placeres, hvilken ugedag de skal tømmes, hvordan skraldebilen skal indrettes og meget, meget mere.

Henter ideer hos entreprenørerne. Det vil Bornholms Kommunale Affaldsselskab (Bofa) lave om på. De er nu ved at forberede et såkaldt innovativt udbud af affaldsindsamlingen på Bornholm. – Vi vil gerne høste erfaringer og ideer, som ligger hos de entreprenører, vi samarbejder med, inden vi laver det endelige udbud, siger direktør i Bofa Jens Hjul-Nielsen. Bofa har bedt tre virksomheder om at komme med ideer, inden det endelige udbudsmateriale bliver skrevet. Det er HCS og de bornholmske virksomheder Fugato og Lennart Ipsen.

Direktør i Fugato William Koch oplever, at de nuværende udbud er med til at forhindre, at virksomheden kan indsamle affaldet på den mest effektive måde. – Vi har tidligere haft det problem, at hvis der stod, at affaldet skulle hentes hver 14 dag i ulige uger, kunne vi ikke lave det om, så vi hentede også i lige uger, fordi det ville være i strid med udbuddet. Heller ikke selv om det ville være i alles interesse at få spredt affaldsindsamlingen mere ud. Der ser vi selvfølgelig gerne, at man laver fleksible udbud, hvor tingene kan tilpasses i udbudsperioden, hvis og når det giver mening for parterne, siger William Koch.

Del dette med dit netværk: