Ny bred dansk klimaaftale

Målet er, at bringe Danmark tilbage i den grønne førertrøje. Med det sigte har Regeringen og et bredt flertal i Folketinget netop indgået en ambitiøs klimaaftale, der sikrer en helt grøn energisektor og vigtige skridt mod en grønnere industri.

Aftalen viser resten af verden, at klimahandling og økonomisk genopretning går hånd i hånd. I alt medfører aftalen sammen med klimaftalen for affald CO2e-reduktioner på 3,4 mio. tons i 2030, lyder udsagnet.

Bag de flotte ord gemmer der sig, konkrete tiltag om at etablere verdens to første energiøer på i alt 5 GW. Der skal investeres i CO2-fangst og grønne brændstoffer. Derudover fremrykkes etableringen af en yderligere havvindmøllepark på ca. 1 GW ved Hesselø. – Grøn varme bliver billigere, og sort varme bliver dyrere. Individuelle olie- og gasfyr skal udfases og udskiftes med varmepumper og grøn fjernvarme. Der skal flere ladestandere til elbiler, og industrien skal omstilles gennem energieffektiviseringer, grøn strøm og mere biogas, lyder  nogle af hovedelementerne i aftalen mellem regeringen og Venstre, DF, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten, Konservative, Liberal Alliance og Alternativet.

 

– Med aftalen i dag går Danmark igen forrest med den grønne omstilling, og samtidig baner vi vejen for en grøn genopretning af økonomien med nogle af de største langsigtede infrastrukturinvesteringer nogensinde. Vi opretter to nye energiøer, der betyder, at Danmark som det første land i verden tager hul på en helt ny æra for vedvarende energi. Samtidig investerer vi markant i udviklingen af fremtidens teknologier og tager vigtige skridt mod en grøn omstilling af varmesektoren og industrien. Jeg er meget stolt over, at det er lykkedes at lave en bred grøn aftale, der både får os tættere på at nå vores klimamål, og som på sigt vil skabe tusindvis af danske grønne arbejdspladser, siger Finansminister Nicolai Wammen.

Aftalen indeholder både initiativer, der vil lede til konkrete reduktioner på kortere sigt, og investeringer i udvikling af fremtidens grønne teknologier, der giver reduktioner på længere sigt.

Del dette med dit netværk: