ZeroWaste – minimering af 1 million tons overskudsmateriale
Helt konkret skal 500 SMV’er omlægge produktionen, så ressourceforbruget minimeres, og man helt undgår at smide nye, brugbare materialer ud.
1 mio. tons overskudsmaterialer smides ud årligt. Hvert år bliver der ifølge tal fra Danmarks Statistik smidt 1 mio. tons overskudsmaterialer ud, som aldrig når at komme i brug. Det kan fx være rester fra stof, træ, plast eller beton. EU er godt i gang med implementering af affaldsdirektiver, der stiller nye, skærpede krav til industrien. Den udvikling skal projektet komme i forkøbet.
Markant mindre materiale skal gå til spilde, når virksomheder producerer. Det er ambitionen med projekt ZeroWaste, som Industriens Fond bevilger 24 mio. kroner til.
– Med ZeroWaste vil vi sikre, at virksomheder får overblik og værktøjer, der gør det nemmere at få styr på spildstrømmene, reducere dem og ultimativt helt undgå spild. Det er afgørende for omstillingen til en mere bæredygtig produktion. Samtidig er der mange forretningsmæssige muligheder forbundet med omstillingen, der styrker konkurrenceevnen. Derfor skal langt flere virksomheder i gang, og det skal ZeroWaste hjælpe dem med, siger direktør i Industriens Fond, Thomas Hofman-Bang.