Støtte til ny energiteknologi

EUDP, forkortelsen for det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram har netop givet 24 projekter tilsagn om tilskud på i alt 213 mio. kr. Pengene skal blandt andet fremme teknologier, som vil gøre vores flyrejser grønnere, vores madlavning mere energieffektiv og vores vindmøller større og billigere.

– Jeg er det, man kalder teknologipositiv – og derfor er jeg glad for, at der nu er nye midler på vej fra EUDP til 24 spændende energiteknologiprojekter. Nogle ser nærmere på energieffektiv induktionsteknologi, andre på 3D-printede vindmølletårne. Fælles for projekterne er, at de både er med til at fremme teknologiudviklingen inden for den grønne omstilling og med til at skabe nye muligheder for danske virksomheder, siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (foto). 

– Vi har i EUDP’s bestyrelse igen valgt at satse bredt på forskellige teknologier og projekter af forskellig størrelsesorden, som vi mener på hver sin måde vil kunne gøre en positiv forskel for klima, vækst og beskæftigelse. Vi ser frem til at følge de perspektivrige projekter, når de udfolder sig de kommende år, siger Anne Grete Holmsgaard, formand for EUDP’s bestyrelse.

Flyrejser er en af de helt store klimasyndere. Der er således et stort behov for udvikling af bæredygtigt flybrændstof. Nuværende løsninger til grønne flyrejser er dog udfordrede af umodne teknologier, lav effektivitet og høje omkostninger forbundet hermed, og der er således behov for nye grønne løsninger, der kan omstille den energitunge flytrafik. Det er netop denne problematik, FrontFuel-projektet vil være med til at tackle.FrontFuel har fået tilsagn om tilskud fra EUDP på 26,88 mio. kr. – Vi vil i projektet etablere den integrerede proceskonstellation, der bliver det første af sin slags. Her er det planen, at vi vil kombinere vores elektrolyseteknologi til fremstilling af brint med vores elektrificerede reaktor, der konverterer brint og COtil en syntesegas. Syntesegassen omdannes herefter til syntetisk råolie – og endeligt til flybrændstof. På den måde forventer vi, at FrontFuel-projektet effektivt vil kunne udnytte el fra vedvarende energikilder til konvertering af CO2 og vand til SAF, fortæller Peter Mølgaard Mortensen, Topsoe.

Del dette med dit netværk: