Sparer på gassen
Dansk gasforbrug falder med hele18 procent sammenlignet med samme periode sidste år. Det fortæller Evida.
En stor del af gasforbruget går til opvarmning og er derfor påvirket af, hvor koldt eller varmt det har været udenfor i perioden. Faldet på 18 procent tager netop højde for udetemperaturen og er det såkaldt graddagekorrigerede forbrug. Ser man bort fra udetemperaturen er faldet i gasforbruget faktisk hele 24 procent. – Faldet er markant og en rigtig god nyhed for den grønne omstilling af vores energiforbrug herhjemme. Det betyder, at vi begrænser forbruget af naturgas, samtidig med at vi får mere og mere biogas ind i gassystemet, så det tilbageværende gasforbrug hurtigere vil kunne dækkes fuldt ud af den grønne gas, siger Peter Kristensen, strategi- og udviklingsdirektør i Evida.
Faldet i gasforbruget skyldes blandt andet energibesparelser og skift til andre energikilder.