Odense Fjord samarbejde skal give nyt liv til fjorden
Odense Fjord er som mange af Kongerigets fjorde i en rigtig i dårlig forfatning. Flere steder er bunden det rene mudder. Derfor er det nærmest umuligt for dyre- og planteliv at trives. Det fortæller Partnerkredsen i Odense Fjord Samarbejdet.
Det problem skal sand og sten på fjordens bund ændre på. En bevilling på 500.000 kr. fra Nordfyns Kommune gør det nu til en realitet. – Bevillingen er virkelig landet på et tørt sted. Vi er meget taknemlige. Nu bliver det muligt at lægge sand og sten ud i Egensedybet i Odense Fjord allerede i vinterhalvåret, hvorefter vi forventer at kunne se de første tegn på vækst og liv til forår og sommer 2025. Vi håber endda, at der kommer hummere, siger SDU-biolog Erik Kristensen.
Gør stort anlægsprojekt til virkelighed. Sammen med partnerkredsen i Odense Fjord Samarbejdet har Erik Kristensen i forvejen fået midler fra Aage V. Jensen Naturfond til etablering af stenrev og sandkapper samt udplantning af ålegræs og muslingebanker i Odense Fjord. Men den bevilling er givet på betingelse af, at der kan skaffes yderligere finansiering fra lokale partnere.
Odense Kommune har i forvejen bevilliget 500.000 kr., og med det samme beløb fra Nordfyns Kommune bliver projektet nu til virkelighed. Det gør Erik Kristensen håbefuld for fjordens fremtid. – Vi ved fra det foreløbige arbejde i både Odense Fjord og andre fjorde, at det vil forbedre den økologiske tilstand. Når man placerer sand og sten på strategisk udvalgte steder, bliver det nemlig muligt at plante ålegræs og skabe gemme- og ynglesteder for fisk og krebsdyr. Det hele bidrager til at øge biodiversiteten og fremme fjordens naturgenopretning, siger han.
Dybt engageret partnerkreds. Nordfyns Kommune er, ligesom Odense Kommune og Syddansk Universitet, på listen over Odense Fjord Samarbejdets 17 partnere. Partnerkredsen er gået sammen om at pulje kompetencer og ressourcer for at forbedre vandtilstanden i fjorden før 2027. Derfor er det naturligt at træde til med den vigtige bevilling, lyder det fra udvalgsformanden for Teknik- og Miljøudvalget, Anders Thingholm. – Det giver god mening at træde til med en ekstra bevilling, som gør at der kan etableres stenrev, ny sandbund og muslinger i Odense Fjord. På den måde kan den store bevilling på syv millioner kroner fra Aage V. Jensen Naturfond komme i spil. De bedste projekter, er dem, som der er bred opbakning til og som er godt lokalt forankret, siger han.
Odense Fjord Samarbejdets sekretariatsleder, Mads Søndergaard Thomsen, er glad for at de to kommunale partneres opbakning til projektet. – Vi har brugt flere år på at samle viden og blive klogere på fjordens udfordringer og mulige løsninger. Nu er tiden kommet til at sætte ind med handling. Det kræver ressourcer og hårdt arbejde, og bevillingerne fra Nordfyns og Odense Kommuner vidner om viljen til at levere netop det. Det glæder mig, at vi har dybt engagerede partnere, som er klar til at investere både penge og tid i, at vi lykkedes med vores fælles mål, siger han.
Næste skridt i det konkrete projekt er en godkendelse fra Kystdirektoratet, som skal godkende anlægsarbejdet i fjorden. Den nye jordbund forventes at blive anlagt i vinterhalvåret 2024.