Ny støtteordning til grøn industri

Regeringen præsenterer en ny grøn investeringsordning, der er direkte målrettet den grønne industri i Danmark

Danske virksomheder leverer en række af de løsninger og teknologier, der er nødvendige for at komme i mål med den grønne omstilling.

Men Danmarks grønne styrkeposition trues af statsstøtte i andre lande. Både USA, Kina og lande i EU bruger statsstøtte til at tiltrække investeringer i fremtidens grønne produktion. Senest har EU midlertidigt frem mod udgangen af 2025 åbnet for statsstøtte til produktion af grønne teknologier.

Derfor vil regeringen forsvare og forstærke de grønne styrkepositioner ved at afsætte 1 mia. kr. i 2024 til en midlertidig, målrettet og grøn investeringsordning. I 2024 ser man på behovet i 2025 og finansiering heraf. Ordningen er målrettet der, hvor Danmark er mest udfordret, hvilket betyder produktion af vindteknologi og elektrolyseteknologi til Power-to-X. – Verden er forandret, og vores grønne styrkeposition er udfordret. Kampen om grønne løsninger er voldsomt skærpet med statsstøtte til grøn industri i både USA, Kina og andre EU-lande. Statsstøtte er bestemt ikke noget, der er groet i en dansk baghave. Men regeringen vil forsvare og forstærke vores grønne styrkeposition, for fremtidens danske produktionsarbejdspladser er på spil. Derfor investerer vi nu 1 mia. kr. i produktion af de grønne teknologier som vi både skal bruge i Danmark og eksportere til resten af verden. Det handler om at sikre europæisk uafhængighed, når det kommer til fremtidens energiteknologi og sikre danske styrkepositioner i fremtiden, siger Erhvervsminister Morten Bødskov.

Danmark er et grønt foregangsland. Vores virksomheder er fantastiske til at finde løsninger, herunder på det grønne område, og deres produkter er efterspurgt i hele verden. Sådan skal det blive ved med at være. Derfor kommer vi med et målrettet og midlertidigt tiltag, som kan bidrage til, at vores erhvervsliv fortsat har en klar grøn styrkeposition, som er med til at skabe gode danske arbejdspladser i hele landet, supplerer Økonomiminister Stephanie Lose.

Del dette med dit netværk: