Kolding mindsker CO2 via partnerskaber
Kolding Kommune fyrer op under kampen for at mindske udledningen af klimaskadelige CO2-gasser. Målet er, at kommunen betragtet som én stor geografisk enhed skal have nået regeringens meget ambitiøse mål om en CO2-reduktion på hele 70 procent senest i 2030. Kilde jv.dk.
Via kontraktlige partnerskaber med private virksomheder, foreninger og organisationer er det planen, at alle de involverede parter – inklusiv Kolding Kommune selv – skal forpligte sig til at gøre aftalte indsatser og inspirere hinanden til at komme videre i klimakampen. De første otte virksomheder og organisationer har allerede sagt ja til at være med – nemlig Danmarks Naturfredningsforening, City Kolding, boligselskabet Bovia, Kolding Herreds Landbrugsforening, Danske Bank, halvørådet på Stenderup-halvøen, BlueKolding og Innovationsværket Smart Energy.
– Vi ser partnerskaber med alle mulige som vejen frem, og vi tror på, at rigtig mange vil byde ind i det her fællesskab. Og vi vil være voldsomt ambitiøse. Nu skal vi have fundet ud af, hvordan vi organiserer arbejdet, og hvordan vi får gjort indsatsen og resultaterne synlige for borgerne og alle andre f.eks. via app’s, hjemmesider og andet, siger borgmester Jørn Pedersen (V), som også nævner farvede bolde i store plastikrør som et billede på, hvordan fremdriften af den fælles klimaindsats kan visualiseres i gadebilledet.
Formanden for plan- miljø- og boligudvalget Birgitte Kragh (V): – Vi skal også have fundet ud af, hvilke ressourcer vi skal smide ind i arbejdet, for det her kommer selvfølgelig til at koste nogle penge. Kolding Kommunes rolle bliver at styre processen, siger Birgitte Kragh til jv.dk