FULDT STOP  for norsk spildevand

I Skælskør har en række borgere gennem en årrække arbejdet på at stoppe udledning af forurenet spildevand fra de norske oliefelter.  Og nu er landets Miljømyndigheder nået til samme konklusion. De seneste år har kampen været organiseret i foreningen Rent Havmiljø Nu, hvor fisker Jan Rasmussen er formand.

Han fortæller til TV2, at han er begejstret over afgørelsen.  – Det er 20 års arbejde, der kulminerer nu. Det er bare skide dejligt, siger han bramfrit.

“Som smurt i olie” lød overskriften på en artikel i Weekend avisen og også her på siden for et par år siden. Sagen handlede om et dansk firma, der i årtier har importeret hele tankskibe fulde af forurenet spildevand fra den norske olieindustri. De fortyndede det med grundvand, rensede det og ledte det ud i Agersø Sund – og derfra videre ud i Storebælt

Mange gange om året modtager tankskibe fulde af forurenet spildevand fra den norske olieindustri. 2 millioner tons forurenet vand fra norsk olieindustri er blevet ledt ud i Storebælt – og med myndighedernes velsignelse?

Henrik Toft Jensen, lektor emeritus i geografi og tidligere rektor på RUC, regnede for et par år siden ud, at der fra 2006 til 2020 er importeret to millioner ton forurenet vand fra den norske olieindustri. Selv hvis alt er foregået lovligt, har havmiljøet lidt skade, advarede han, for der er udledt arsen, kviksølv, kobber, barium, PAH-stoffer og PFOS, lød advarslen allerede dengang.

STYRELSE KOVENDER. Og nu er landets Miljømyndigheder nået til samme konklusion. Miljøstyrelsen har truffet endelig afgørelse i sagerne om import af spildevand med lavt olieindhold til virksomheden IWS (tidligere RGS Nordic). Afgørelsen slår fast, at der er tale import med henblik på bortskaffelse. Det er som udgangspunkt ikke tilladt, og virksomheden kan derfor ikke længere importere spildevand med lavt olieindhold ved brug af disse tilladelser.

– Vi skal ikke belaste vores i forvejen pressede havmiljø endnu mere ved at importere andre landes spildevand, når det kan undgås. Så det her er et skridt i den rigtige retning. Fremover skal Miljøstyrelsen anvende de nye, strammere regler til sagsbehandlingen af alle sager, der vedrører import af olieholdigt spildevand til Danmark. Det giver kort fortalt flere muligheder for at give afslag på at importere olieholdigt spildevand” siger miljøminister Magnus Heunicke.

Del dette med dit netværk: