Affaldsbranchen foreslår affaldspoliti
Affaldsselskabernes brancheforening, Cirkulær, vil have indført affaldspoliti for at forhindre blandt andet illegal affaldstransport, fremgår det af CleantechWatch. Der mangler særligt myndigheder, der fører tilsyn med det affald, der krydser landegrænser, siger direktør i affaldsselskaberne brancheforening, Cirkulær, Jens Bomann Christensen til Jyllands-Posten.
– Man beskriver ofte ulovlig bortskaffelse af affald med karikaturen af en italiensk mafioso. Men det sker i hele Europa – også i Danmark. Vi er nødt til at forholde os til omfanget og skærpe kontrol og straf samt lette bevisbyrden for miljømyndigheder og politi, siger affaldsdirektøren til Jyllands-Posten.
Affaldspolitiet skal efter hans mening også kontrollere, at håndteringen af jordaffald foregår efter reglerne. Det siger han til Jyllands-Posten og henviser til TV 2-dokumentaren ’Den sorte svane’, der afdækkede kriminelle, der blev betalt for at skaffe sig af med farlig forurenet jord udenom reglerne.
Jens Bomann Christensen forestiller sig, at affaldspolitiet kan fungere på enten statslig plan eller på tværs af EU-lande, lyder det i artiklen.