Potentiale for udlicitering
Alene på vej- og parkområdet er der et udliciteringspotentiale på 6,8 mia. kr., som, hvis det blev udnyttet, ville give store økonomiske gevinster til kommunerne.
– Kommunerne har en pligt til at bruge skattekronerne på den mest effektive måde. En højere grad af udlicitering på vej- og parkområdet ville betyde, at kommunerne kunne frigøre næsten 700 mio. kr. i deres budgetter, hvilket svarer til en gevinst på 10 %. De penge kunne fx anvendes på serviceforbedringer og skattenedsættelse, siger erhvervspolitisk chef i Dansk Byggeri, Torben Liborius.
Dansk Byggeri noterer i den forbindelse med tilfredshed, at AKF (Anvendt Kommunal Forskning) for nylig har dokumenteret, at det er på de tekniske områder, der er en gevinst, når det gælder udlicitering (læs mere i “Kan udlicitering betale sig?”).
Ifølge AKF’s rapport, ”Kan udlicitering der er den hidtil største danske forskningsrapport om dokumenterede erfaringer ved udlicitering, er der nemlig stor forskel på effekterne ved at udlicitere på de tekniske og de bløde områder. Mens effekten på de bløde områder er forbundet med en del usikkerhed, giver rapporten videnskabeligt belæg for, at der ved udlicitering på de tekniske områder er dokumenteret en effektiviseringsgevinst på mellem 5-15 %.
Derfor er udlicitering på de tekniske områder ifølge Torben Liborius en fornuftig måde for kommunerne at imødekomme deres økonomiske udfordringer på, fordi der her er dokumentation for, at der rent faktisk er besparelser at hente og dermed en økonomisk gevinst.