Vink med vognstang
Attendo: Påbud er et vink med en vognstang
Vejle Kommune giver plejefirmaet Attendo kritisk påbud i mildeste grad. – Vi har ændret vores procedure på baggrund af sagen, siger Attendo. Det store plejefirma Attendo har ikke kun problemer i Gribskov Kommune, hvor et dødsfald har givet anledning til et alvorligt påbud.
Vejle Kommune har givet Attendo et såkaldt A-påbud (mildeste niveau af tre), fordi tilsynsbesøg i maj måned har afdækket flere problemer i firmaets løsning af plejeopgaverne. En aktindsigt, som Fagbladet FOA har fået, viser, at Attendo får kritik for helt konkrete svigt i løsningen af opgaverne. For eksempel får en borger, der er uhelbredeligt syg, ikke besøg, da borgeren ikke besvarer en opringning og derfor antages ikke at være hjemme.
Den sag kunne alene have udløst endnu alvorligere B- eller C-påbud, oplyser Yelva Bjørnholdt Jensen, der er myndighedschef i Vejle Kommune, til Fagbladet FOA. Men kommunen blev først orienteret om sagen forholdsvis længe efter hændelsen, og påbud skal gives i umiddelbar tilknytning til sagen.
Det aflyste besøg hos den uhelbredeligt syge borger, forklarer regionschef Lene Pedersen fra Attendo med, at de kender borgeren rigtig godt. Borgeren var ikke sengeliggende, men socialt aktiv udenfor hjemmet, og der forelå en aftale om, at den enkelte hjælper kunne ringe og høre, om borgeren havde brug for hjælp på de enkelte dage. – Men vi skal selvfølgelig blive ved med at kontakte borgeren, og det er en fejl hos os. Derfor har vi nu ændret procedure: Hvis en borger ikke svarer på telefonen, aflyses besøget ikke. Vi kører ud og sikrer os, at borgeren ikke ligger og har brug for hjælp, siger Lene Pedersen.
Tilsynet kritiserer også Attendo for utilstrækkelig dokumentation, for eksempel af, at firmaet følger op på, at en borger har blod i afføringen. Tilsynet har også talt med flere borgere, der udtrykker bekymring over unge og uerfarne afløsere, og de oplever, at hjælpere ikke klædt ordentligt på til opgaven. – Vi mener, der er tale om problemer, som Attendo kan rette op på. Når vi reagerer med påbud nu, skyldes det især omfanget af problemerne, altså at tilsynsbesøgene afdækkede så mange problemer på én gang, siger Yelva Bjørnholdt Jensen.
Lene Pedersen fra Attendo synes ikke, at påbuddet tegner et rigtigt billede af firmaet, og hun peger på, at ingen har lidt overlast. – Men påbuddet er der, og det er et vink med en vognstang: Vi skal gennemgå vores procedurer og kvalitet, og vi skal styrke vore medarbejderes kompetencer, siger hun.
Kilde FOA