Ny REHAB direktør

Morten Rasmussen er 1. november tiltrådt som direktør i Dansk Rehab Gruppe, DRG, som efterfølger af den mangeårige direktør Leif G. Lytken. Morten kommer fra en stilling som teamleder for indkøb og sundhedsinnovation i Danske Regioner og har tidligere arbejdet med offentligt-privat samarbejde og innovation på sundhedsområdet i Region Hovedstaden og i Medicoindustrien.

Morten Rasmussen er 41 år, cand.scient.pol og MA i Political Communication og er uddannet Medicokonsulent.

– Vi har med Morten fundet den helt rigtige afløser til at løfte DRG videre efter Leif Lytkens mangeårige og store indsats for branchen og foreningen. I DRG skal vi samarbejde endnu tættere med vores kunder og netværk om værdien af branchens ydelser og produkter, og vi skal udbygge rammerne for den nødvendige innovation, produktudvikling og værdiskabelse i samfundet – både nationalt og internationalt. DRG er medlemmernes talerør overfor både offentlige og private samarbejdspartnere i Danmark og udlandet og med erfaringer fra både den offentlige og private sektor, har Morten det optimale udgangspunkt for at varetage medlemmernes interesser, udtaler Per Buus, formand for Dansk Rehab Gruppe.

Leif G. Lytken træder 31. december tilbage efter eget ønske efter 20 år som leder af Dansk Rehab Gruppe, men han vil også fremover bakke op om branchen og dens interessenter.

Dansk Rehab Gruppe, DRG, er brancheforeningen for producenter og leverandører af hjælpemidler og serviceydelser til mennesker med funktionsnedsættelser. DRG har over 80 medlemsvirksomheder der opererer på både det danske og udenlandske markeder. Branchens eksport udgør omkring 2/3 af den samlede produktion. DRG er ansvarlig for Health & Rehab Scandinavia, nordens største messe indenfor hjælpemiddelområdet.

Del dette med dit netværk: