10 år med SKI
Staten og Kommunernes Indkøbsservice, SKI skulle på ret kurs, da Signe Lynggaard Madsen blev chef for organisationen SKI, for 10 år siden.
Der blev sågar sat spørgsmålstegn ved SKI’s rammeaftaler og deres lovlighed. En krævende opgave med at genopbygge tilliden til SKI hos de offentlige indkøbere kunne begynde. – I min tid som direktør i SKI har vi bygget vores aftaler på fem centrale kerneværdier: De skal være nemme at bruge, ramme kundernes behov, være skarpe på pris, juridisk holdbare og have kunderne i centrum.
Offentligt indkøb har bevæget sig milevidt de sidste ti år. Indkøb handler i dag langt fra blot om besparelser, men er i høj grad en integreret del af kerneydelsen og bruges som løftestang for andre politiske dagsordner end de økonomiske. SKI spiller en vigtig rolle i den udvikling, og emner som totaløkonomi, grønne indkøb og rådgivning er centrale indsatsområder for SKI’s arbejde de kommende år.
Signe Lynggaard Madsen er uddannet cand.scient.pol. Hun startede som fuldmægtig i Finansministeriet i 2000 og blev fra 2006 kontorchef for det helt nyoprettede Statens Indkøb i Finansministeriet. Her sad Signe Lynggaard Madsen for bordenden, da det nye statslige indkøbsprogram skulle udvikles, opbygges og implementeres. Siden har hun blandt andet været ansvarlig for udbudspolitik, indkøbspolitik og konkurrenceudsættelse. Signe Lynggaard Madsen er blandt andet medlem af Forum for Offentligt-Privat Samarbejde og IT-projektrådet i Københavns Kommune. I 2017 blev Signe Lynggaard Madsen ridder af 1. grad af Dannebrogordenen.