Fra “Ørkenfort” til luksushotel

Ikoniske “Ørkenfortet” på Christianshavn er transformeret til et 5-stjernet hotel. Hotellet NH Collection Copenhagen flyttede i 2021 ind i Nordeas tidligere, ikoniske hovedkontor ’Ørkenfortet’ og åbnede et 5-stjernet hotel med 394 værelser.

Den vellykkede renovering af den tidligere kontorbygning resulterede i en DGNB Guld-certificering, og hotellet benytter bl.a. havnevand til at køle bygningen om sommeren. Tagfladen er beregnet til at kunne bruges som tagterrasse til festlige og sociale formål, hvor gæsterne kan nyde en fantastisk udsigt. Hele 5.000 m2 er blevet føjet til den 25.000 m2 store bygning i form af en 7. etage, en udvidet stueetage samt en restaurant ud mod havnen.

Man har samtidig formået at bevare den oprindelige arkitektoniske stramhed og fremtoning. – De mange spinkle søjler i den oprindelige bygning indgik i bygningens samlede statiske funktion. Konstruktionsmæssigt var det derfor svært at fjerne dem. Den meget korte afstand mellem søjlerne satte også grænser for indretningsfriheden, og vi måtte ”flette” søjlerne ind i hotellets stueplan, hvor byggeriet er udvidet,” fortæller Mark Howell, Business Development Director i NIRAS. NIRAS har som rådgivende ingeniør stået for det storstilede projekts bygherrerådgivning, udvikling og udbud i samarbejde med Henning Larsen Architects og Erik Arkitekter.(foto: NIRAS)

– Det er klart, at en hotelkædes konceptstandarder er udfordret, når der er tale om en eksisterende bygning. Vi har forsøgt at skabe en balance mellem NH Collections krav om brandets look and feel, business casens forudsætninger for pris og Københavns Kommunes krav om arkitektonisk udtryk, uddyber Mark Howell.

Del dette med dit netværk: