Succes med Svanemærket
Rigtig mange danskere ser efter Svanemærket, når de skal vælge varer. En ny undersøgelse, som YouGov har foretaget for Miljømærkning Danmark, viser, at 63 % af danskere ser efter Svanemærket, når de skal vælge varer. I oktober 2015 var dette tal 45 %.
– Vi oplever, at flere danskere har fokus på, hvordan de selv kan være med til at bidrage til en mere bæredygtig verden – og at flere og flere er opmærksomme på, at de mange små valg, som de hver dag træffer, ender med at gøre en stor forskel. Og Svanemærket og EU-Blomsten er rigtig gode pejlemærker for os forbrugere, når vi vælger varer. Mærkerne fortæller nemlig, at produktet er fremstillet med omtanke for miljø, mennesker og jordens ressourcer – og at produktet hører til blandt de miljømæssigt bedste i sin varegruppe, fortæller Charlotte Rajsager, chef for marketing og kommunikation hos Miljømærkning Danmark.
Styrken ved de officielle miljømærker, Svanemærket og EU-Blomsten er, at de ser på hele produktets rejse og de miljøproblemer, der opstår undervejs. Mærkerne vurderer bl.a., hvilke råvarer producenterne kan bruge, hvordan produkterne bliver fremstillet, hvilke kemikalier der bliver anvendt og energi- og vandforbrug undervejs. Der er samtidig fokus på, hvordan produkterne kan påvirke os som forbrugere, og på hvilke muligheder der er for at lade materialer recirkulere, når vi er færdige med at bruge produktet.
Også den enorme vækst i antallet af miljømærkede produkter kan være med til at forklare de officielle miljømærkers popularitet blandt forbrugerne: Svanemærket og EU-Blomsten findes i dag på mere end 18.500 produkter og serviceydelser i Danmark. Det er en stigning på 17 % på blot et år.