Skarpere offentlige indkøb – regioner med i SKI
Regering,kommuner og regioner i fælles indkøbssatsning. Regioner skal med i SKI A/S.
Aftale om kommunernes økonomi for 2018 sætter skarp fokus på bedre indkøb og øget digitalisering. Målet er at frigøre 125 mio. kr. i 2018. Dette som følge af billigere indkøb gennem fælles aftaler og gevinster gennem digitale løsninger – og så arbejder Regeringen, KL og Danske Regioner frem mod økonomiaftalen for 2019 for, at Danske Regioner kan indtræde som medejer af SKI A/S. Parterne varsler en national målsætning for offentlige indkøb frem mod 2018 som en del af det indkøbsstrategiske samarbejde.
Af aftaledokumentet fremgår: Gennem indkøbsfællesskaber og fælles rammeaftaler har kommunerne i de senere år effektiviseret deres indkøb væsentligt. Der er fortsat et potentiale for effektivisering af indkøbet i den offentlige sektor – såvel i kommunerne som i staten og regionerne. Regeringen, KL og Danske Regioner etablerede med aftale om kommunernes økonomi for 2017 et indkøbsstrategisk samarbejde, der skal skabe gevinster via fællesoffentlige løsninger for en række indkøbskategorier.
125 MILLIONER. Derudover har kommunerne vedtaget en ny fælleskommunal indkøbsstrategi, der skal understøtte fortsat effektivisering af det kommunale indkøb.
Med afsæt i de gennemførte initiativer er regeringen og KL enige om, at der kan frigøres 125 mio. kr. i 2018 som følge af billigere indkøb gennem fælles aftaler og gevinster gennem digitale løsninger.
Regeringen og KL er enige om en række initiativer som led i moderniserings- og effektiviseringsprogrammet: Initiativer til bedre indkøb og øget digitalisering
Fællesoffentligt indkøbsstrategisk samarbejde: Med afsæt i det fællesoffentlige indkøbsstrategiske samarbejde er parterne enige om at styrke samarbejdet omkøb af standardvarer i SKI. Parterne er enige om at idriftsætte seks fælles indkøbsaftaler i 2018, som parterne vil anvende i videst muligt omfang . Derudover er parterne enige om at igangsætte forarbejdet til yderligere mindst seks fælles indkøbsaftaler, som træder i kraft frem mod 2021 samt igangsætte aftaler om fællesindkøb af sundhedsartikler i udvalgte regioner og kommuner.
E-handel: Parterne er desuden enige om at implementere en række initiativer til digitalisering af indkøbsopgaven, som kan understøtte et mere effektivt indkøb. Parterne er enige om, at der indføres krav om anvendelse af fælles standarder for e-ordrer og e-kataloger i de tilfælde, hvor der e-handles. Herudover er parterne enige om at arbejde for udviklingen af en fælles standard for e-tilbud, ligesom parterne er enige om behovet for at styrke håndhævelsen af standarden vedr. e-fakturering. Regeringen vil derudover søge opbakning til, at bestemte indkøbskategorier fremadrettet skal e-handles gennem anvendelse af e-ordrer.
Effektivt indkøb I forlængelse af økonomiaftalen for 2016 skal SKI løbende videreudvikle de fælleskommunale forpligtende indkøbsaftaler. Det er en væsentlig målsætning, at kommunerne som udgangspunkt altid tilslutter sig og anvender de fælles forpligtende aftaler. Regeringen og KL er således enige om en ambition om, at alle kommuner tilslutter sig de fælles forpligtende indkøbsaftaler frem mod 2020. Parterne er endvidere enige om, at kommunerne skal hæve compliance på de fælles forpligtende aftaler, herunder fastsætte konkrete måltal for compliance.
Regeringen og KL vil i fællesskab følge op på arbejdet i den fælleskommunale indkøbsstrategi med at skabe en mere enkel indkøbsorganisering i kommunerne for at afdække muligheder og gode erfaringer med effektiv indkøbsadfærd.
REGIONER MED I SKI. Den offentlige sektor køber hvert år ind for 300 mia. kr. Regeringen er sammen med KL og Danske Regioner enige om, at indkøbet kan tilrettelægges bedre og mere effektivt på tværs af den offentlige sektor. Regeringen, KL og Danske Regioner vil frem mod økonomiaftalen for 2019 arbejde for, at Danske Regioner kan indtræde som medejer af SKI A/S. Parterne er endvidere enige om at opstille en national målsætning for offentlige indkøb frem mod 2018 som en del af det indkøbsstrategiske samarbejde.