Justitsminister afskærer konkurrencetvivl

Justitsministeren:  Punkt 8.2 (1. punktum) i de advokatetiske regler er en direkte og nødvendig følge af retsplejelovens bestemmelse om god advokatskik. Blandt andet som følge af ”hensynet til at sikre respekten for advokatbranchen og hensynet til at beskytte en klient, der allerede har antaget en advokat.”

Det betyder, at  konkurrencemyndighederne afskæres fra at træffe afgørelse om, hvorvidt denne regelbestemmelse er i strid med konkurrencelovens §6 – eller sagt på en anden måde: Konkurrencemyndigheder kan ikke gribe ind over for advokatetisk regel.

Justitsministeren har netop afgjort, at de advokatetiske reglers forbud mod såkaldt ”klientfiskeri” er en direkte og nødvendig følge af retsplejeloven. Afgørelsen afskærer konkurrencemyndighederne fra at gribe ind over for forbuddet samt anvendelsen og fortolkningen af det. Formand for Konkurrencerådet, Christian Schultz, siger i en kommentar

– I vores kommende analyse af advokatbranchen vil vi kigge nærmere på det forhold, at advokater ikke uopfordret må henvende sig direkte til konkurrenternes kunder om at overtage en konkret sag eller opgave, selv om det kan være til fordel for kunden, og der i øvrigt ikke er tale om sårbare klienter. Det, mener vi, svækker konkurrencen.

– Vi tager til efterretning, at det nu er afgjort, at forbuddet i de advokatetiske regler om, at en advokat ikke må fortrænge en anden advokat fra en sag, anses som en direkte og nødvendig følge af lov. Det forhindrer os i gribe ind i de tilfælde, hvor konkurrencen begrænses til skade for klienterne.

Forbuddet gælder ikke kun retssager, men omfatter også rådgivningssager eller –opgaver, og det vedrører ikke kun sårbare klienter. Reglerne forhindrer for eksempel, at en advokat ”fortrænger” en anden advokat fra en sag ved at tilbyde at løse den konkrete opgave for et lavere salær. Advokater har dog mulighed for at markedsføre sig generelt ved brug af almindelige, lovlige markedsføringstiltag.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vurderer, at forbuddet kan være unødigt konkurrencebegrænsende, blandt andet i lyset af rækkevidden af forbuddet, som kan være vanskelig at bedømme, men i hvert fald ikke er begrænset til retssager. Eventuel usikkerhed om forbuddets rækkevidde kan i sig selv svække konkurrencen til skade for klienterne, som både tæller erhvervsvirksomheder og almindelige forbrugere.