Overskudsvarme? Nej tak!
Haderslev Fjernvarme har muligheden for at aftage overskudsvarme fra datacentre som Apple og Google, der er ved at etablere sig i Syddanmark. Men det bliver ikke aktuelt – i hvert fald ikke i første omgang. Det slog formand Birger Rosager fast på fjernvarmen nylige generalforsamling.
– Sammen med andre fjernvarmeselskaber i regionen og sammen med vores brancheorganisation er der lavet et flot stykke arbejde. Analysen viser, at brug af overskudsvarme ikke vil være attraktivt i Haderslev med de nugældende regler. Desværre! sagde Birger Rosager i sin formandsberetning.
Ifølge JydskeVestkysten åbnede han dog en dør for en ændring af denne beslutning. Det forudsætter, at politikerne vedtager regler, som gør det mere økonomisk attraktivt for fjernvarmeværker at modtage overskudsvarme fra datacentrene.