OK til OK/Coop-overtagelse

Konkurrencerådet har godkendt, at OK overtager kontrollen over Coop Danmark. OK erhverver blandt andet 598 dagligvarebutikker, som drives under kædekoncepterne Kvickly, Superbrugsen, Brugsen og 365discount. Herudover overtager OK 160 OK-stationer, som Coop Danmark før fusionen ejer og driver.

Godkendelsen sker, efter at OK har afgivet tilsagn om at frasælge tankstationer i Høng, Otterup og Gedser og bortforpagte OK Plus-butikker i Sunds, Bording og Elling i forbindelse med fusionen. To af de OK Plus-butikker, der skal bortforpagtes, er allerede i dag bortforpagtet, men med mulighed for at OK kan opsige aftalen. Med tilsagnet forpligter OK sig til at indgå tre nye forpagtningsaftaler, som blandt andet skal være uopsigelige for OK i ti år.

Konkurrencerådet vurderer, at frasalget og bortforpagtningen medfører, at fusionen ikke vil hæmme den effektive konkurrence betydeligt i de områder, hvor fusionen muligvis kunne hæmme konkurrencen.

Da OK tidligt i processen tilbød at afgive tilsagn for at fjerne de potentielle konkurrencemæssige betænkeligheder, har det ikke været nødvendigt at undersøge fusionens betydning for konkurrencen i de berørte seks områder yderligere.

– Vores indledende undersøgelser viste, at fusionen muligvis ville fjerne et betydeligt konkurrencepres på OK i seks lokale områder og derved skade den lokale konkurrence. Vi har ikke undersøgt det yderligere, da OK tidligt i forløbet tilbød at frasælge og bortforpagte servicestationer og butikker i områderne, hvorefter vi kunne godkende fusionen, siger Konkurrencerådets formand, Christian Schultz.

Del dette med dit netværk: