Mere til mindre
Flere offentlige myndigheder opdeler udbud i mindre delkontrakter, desværre forsømmer næsten halvdelen at begrunde, når de ikke gør. Det er et klart brud på udbudsloven, påpeger Håndværksrådet.
En netop offentliggjort undersøgelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen viser, at 22 pct. af de offentlige opgaver bliver udbudt i mindre kontrakter. Det er en stigning i andelen af udbud, der er opdelt i mindre aftaler. – Det er glædeligt, at små og mellemstore virksomheder, SMV’er, i stigende omfang får mulighed for at konkurrere om offentlige opgaver,” siger chefjurist Peter Andersen.
’Opdel eller forklar’-princippet følges ikke altid
Håndværksrådet har i årevis arbejdet for at få flere offentlige opgaver udbudt i en størrelse og på vilkår, som ikke på forhånd udelukker SMV’er fra konkurrencen om opgaverne. Denne målsætning blev siden indarbejdet i udbudsdirektivet og udbudslovens ‘opdel eller forklar’-princip, som er grundlaget for undersøgelsen. ‘Opdel eller forklar’-princippet går ud på, at hvis man ikke opdeler et udbud i delkontrakter, så er man forpligtiget til at komme med en forklaring. – Glæden over udviklingen i SMV-positiv retning skæmmes dog voldsomt af, at 44 pct. af de offentlige udbydere ikke overholder udbudslovens krav. Derfor er det glædeligt og nødvendigt, at erhvervsminister Brian Mikkelsen nu vil indskærpe overfor de offentlige ordregivere, at de skal overholde udbudslovens krav, siger chefjurist Peter Andersen.
Erhvervsminister Brian Mikkelsen udtaler i en netop udsendt pressemeddelelse, at han vil understrege over for ordregiverne, at de skal følge ‘opdel eller forklar’-princippet.
Håndværksrådet opfordrer samtidig ministeren til i højere grad at motivere de offentlige ordregivere til at opdele flere opgaver i mindre størrelser og på vilkår, som ikke på forhånd udelukker SMV’er fra at afgive tilbud. – Nok er tendensen positiv, men næsten 80 pct. af de offentlige opgaver omfattet af udbudsloven udbydes fortsat ikke på en SMV-egnet måde. Det er langt fra godt nok,” siger chefjurist Peter Andersen.
Udbudsloven gælder kun for udbud over ca. 39 mio. kr. Håndværksrådet opfordrer Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til også at gennemføre en tilsvarende undersøgelse af bygge- og anlægsopgaver under denne grænse, hvor det er tilbudsloven gælder. Her er der det samme behov for at opdele opgaven i mindre dele, så SMV’er ikke udelukkes fra at deltage i konkurrencen om offentlige bygge- og anlægsopgaver.