KØDLØSE DAGE, MERE ØKOLOGI OG EL-BILER

Der var store forventninger til dagens topaktuelle pressemøde i Finansministeriet, hvor klimapotentialet i de 380 milliarder kroner store offentlige grønne indkøb skulle materialisere sig.

Nu skulle der for alvor lægges brænde i ovnen til en ny plan, hvor fremtidens grønne offentlige milliardindkøb skulle tage retning og endda forklares i en plan.

Det endte dog  i en noget skuffende og mat præsentation med et hovedindhold af 2 kødløse dage og mere økologi i statens kantiner og omstilling til eltransport … i tillæg skal det gøres obligatorisk at anvende produkter, der er miljømærkede eller lever op til tilsvarende krav – og der skal tages udgangspunkt i omkostninger i hele produktets livsforløb, når der købes ind.

Det oplagte valg skal således være det grønne valg, lyder den politiske udmelding. Men der er alligevel ikke èt eneste tal for reduktionsmål i den ny strategi – endnu! MEN, “der skal reduceres markant frem mod 2030”. Sådan  lyder regeringens nye strategiplan for offentlige grønne indkøb.

Det oplagte valg skal være det grønne valg, lyder fanfaren til hvad landets Finansminister kalder danmarkshistoriens første samlede strategi for grønne offentlige indkøb.

Det er også første gang, at der bliver sat officielle tal på klimabelastningen ved offentlige indkøb. Nye beregninger viser, at de offentlige indkøb belaster klimaet med 12 mio. tons CO2e om året. Heraf bliver ca. 4 mio. tons udledt i Danmark, lyder analysen.

Betyder det at vi blot skal reducere det nationale CO2e udslip med 4*0,7 = 2,8 ton? – det må vi lige regne på, lyder svaret.

Tallene for klimabeslastning er MEGET langt fra de tal, som eks. Tænketanken Concito tidligere har arbejdet ud fra. Concito har tidligere vurderet, at de offentlige indkøb på godt 300 milliarder kroner medfører en årlig global drivhusgasudledning på cirka 20 millioner tons CO2. I grove træk svarer det til samme udledning som alle personbiler og hele landbruget i Danmark – tilsammen!

Nu lyder landets officielle  ambition: “at der skal reduceres markant frem mod 2030”

IKKE ET ENESTE TAL … ENDNU! Bæredygtighed og klima skal være pejlemærker for offentlige indkøb for et trecifret milliardbeløb. Hvert år køber det offentlige ind for 380 mia. kr. – fra mad i børnehaver, medicin og hospitalsudstyr til biler, byggeri og anlæg.

Aktuelt meldes der ikke et eneste reduktionstal ud, men i samarbejde med eksterne eksperter arbejdes der lige nu via et omfattende analysearbejde, som både skal fremskrive udviklingen og give detaljeret indsigt i, hvordan de enkelte indkøbsområder påvirker klima og miljø, oplyser Finansministeren. Når arbejdet er færdigt, forventer regeringen i 2021 at kunne lave en aftale med Folketingets partier om et konkret reduktionsmål. Med den nye strategi foreslår regeringen bl.a., at offentlige køretøjer skal være grønne i 2030. Målet er at nedbringe CO2-udledningen og skubbe på den grønne omstilling, lyder parolen.

Danmarks fremtid skal være grøn, og regeringen og et bredt flertal i Folketinget har sat et ambitiøst mål om at reducere Danmarks klimaaftryk med 70 pct. frem mod 2030, hvilket kun kan nås, hvis alle virkemidler bringes i spil.

Det er i dette lys, at man skal se regeringens nye samlede strategi for, hvordan den offentlige sektors indkøb kan bidrage til at gøre Danmark grønnere.

KØDLØSE DAGE OG MERE ØKOLOGI. Finansminister Nicolai Wammen siger: – Vi sætter en klar retning, og samtidig rummer strategien en række konkrete forslag, som vi er klar til at iværksætte nu. Vi foreslår f.eks., at statens medarbejderkantiner indfører vegetarisk mad to af ugens dage, og at 60 pct. af maden skal være økologisk. Vi vil gøre det obligatorisk at anvende produkter, der er miljømærkede eller lever op til tilsvarende krav. Samtidig foreslår vi, at der tages udgangspunkt i omkostninger i hele produktets livsforløb, når der købes ind. Det oplagte valg skal være det grønne valg.

I forlængelse af de konkrete initiativer, som kan gennemføres med det samme, lægger strategien også op til en langsigtet grøn udvikling. Her foreslår regeringen bl.a., at offentlige køretøjer skal være emissionsfri i 2030 (nogle undtagelser kan gælde f.eks. beredskabs- og militærkøretøjer) og energiforbruget i statens bygninger skal reduceres. Samtidig tegner strategien et digitalt spor, som omfatter grønne datacentre og e-handel i den offentlige sektor.

Finansminister Nicolai Wammen siger: – De offentlige indkøb rummer et stort potentiale. Dels med konkrete løsninger, som kan nedbringe vores udledninger her og nu og bidrage til klimamålsætningen, dels for at skubbe på udviklingen af mere klimavenlige produkter og services på sigt. Med strategien sender vi et klart signal om, at klima- og miljøvenlige produkter og ydelser er fremtiden, og vi gør de offentlige indkøb til en motor for grøn udvikling i markedet.

Del dette med dit netværk: