Ingeniører: Udbudsloven virker … meeeeen

Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI er i store træk tilfredse med udbudsloven. Loven har virket efter hensigten. Den har gjort udbudsreglerne klarere bl.a. ved at gøre direktivteksten mere læsevenlig og ved at indskrive Klagenævnet for udbudspraksis i loven. Men der er naturligvis altid plads til forbedringer. Sådan skriver  Henrik Garver og Ulla Sassarsson, administrerende direktør og vicedirektør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI.

Fra artiklen (red. UdbudsMedia.dk): Vores data viser desværre, at tilbudsomkostningerne ikke er blevet mindre i de seneste fem år, sammenlignet med tiden inden loven trådte i kraft. De er tværtimod øget med cirka 100 millioner kroner fra 2015 til 2019. Relativt i forhold til omsætningen i FRI’s medlemsvirksomheder er der dog tale om et stabilt tal, hvor tilbudsomkostningerne svarer til 3,8 procent af omsætningen.

Dermed har udbudsloven ikke bidraget til at reducere tilbudsomkostningerne. Spørgsmålet er så, om loven har medvirket til at skabe bedre udbud og en bedre udbudsproces? Lad os dykke ned i seks områder, der er vigtige for rådgiver- og ingeniørvirksomheder.

De helt små opgaver. I FRI oplever vi, at mange kommuner og forsyningsselskaber har regler for indkøb af helt små sager, som er langt mere formalistiske, end loven tilsiger. Det bør der rettes op på. Udbud med forhandling. Desværre fortolkes reglerne alt for ofte således, at alle, typisk fem, prækvalificerede firmaer skal inviteres til forhandlinger. Det er dyrt for alle parter. Tilbudsomkostningerne kan reduceres ved at præcisere, at det alene er de tre virksomhedermed de bedste indledende tilbud, der indbydes til forhandling. Solidarisk ansvar. Det er ikke vores indtryk, at loven har gjort det lettere for små og mellemstore virksomheder at deltage i konsortier, da udbudsloven indeholder en opfordring til, at aftalen skal kræve solidarisk ansvar mellem deltagerne.Det er et aftalevilkår, som ikke hører til i udbudsloven. Skal det ikke bare ud? Referencer. Den korte tidsfrist for referencer risikerer at afskære særligt mindre rådgiver- og ingeniørvirksomheder fra dele af markedet og dermed at tage dem ud af ligningen i  fremtidige konkurrencer. Vi bør justere referenceperiodens længde. To-kuvertsystemet – men kun for sager over 350 milloner? Systemet er afgjort den bedste fremgangsmåde ved indkøb af professionelle serviceydelser. Men for pokker! Loven har indsat en beløbsgrænse på 350 millioner kroner for brug af to-kuvertsystemet. Den beløbsgrænse er alt, alt for høj og gør i realiteten kun bestemmelsen relevant ved meget store totalentrepriser. Hvis man fra politisk hold ønsker at fremme kvaliteten i byggeriet, er det meget vigtigt, at to-kuvertsystemet udbredes til tjenesteydelser, særligt hvor det drejer sig om indkøb af professionelle services som rådgiver-, ingeniør-, og arkitektydelser i byggeriet. Lad os sætte grænsen ned. ESPD. I stedet for at være en lettelse, som det var tænkt, er ESPD’en med til at besværliggøre og fordyre udbudsprocessen. Vores ønske er, at dokumenterne bliver ens udformet, og at der kan trækkes oplysninger direkte fra offentlige systemer som i mange andre lande. Det vil spare tid og penge.

Tilbage til indledningen. Udbudsloven er lykkedes med at skabe “større klarhed, forenkling og fleksibilitet”, og vi får en højere kvalitet i de offentlige indkøb. Men der er fortsat plads til forbedringer. Let’s get to work!

Del dette med dit netværk: