Europæisk udbudsopgør, hvor lander det?

I ITWatch melder Danish Industry ud, at vi er ganske bekymrede for hvor et “europæisk udbudsopgør” lander for dansk erhvervsliv. Vi må nok erkende at maskinen bliver rullet i gang, men der står meget på spil for virksomhederne. Ikke mindst danske virksomheders eksportmuligheder. Det fortæller Jakob Scharff, branchedirektør i DI – og fortsætter i nedenstående indlæg:

Sagen er at de protektionistiske vinder blæser over Europa. Når man i EU taler om “resiliens” eller behov for mere fleksibilitet, så skal vi være på vagt for, at det lander i ren protektionisme.

Når fagbevægelsen taler om at styrke regulering af social dumping, så vil det meget hurtigt (yderligere) underminere den danske model, hvor vi som arbejdsgivere og lønmodtagere forhandler om rammer og vilkår.

Når politikere taler om gøre EU-udbudsreglerne mere grønne, så ved de fleste ikke hvad de taler om. For vi har idag – med få undtagelser – et glimrende regelsæt til at realisere de grønne ambitioner.

Og vigtigt at sige: Danish Industry mener det går alt for langsomt med grønne offentlige indkøb. Det er bare ikke reglerne, der er problemet! Det er myndighedernes fodslæberi (nogle gør det fremragende, mange gør ikke).

Så hvorfor ikke bare skrive ind i EU-udbudsreglerne, at man SKAL købe grønt ind? Det korte, men ikke helt enkle svar er, at vi ikke meningsfuldt kan regulere med i lovbestemmelser som skal rumme indkøb af alt fra transport, over medicinsk udstyr til forsvarsmateriel. De grønne løsninger i byggeriet ser anderledes ud end dem i vaskeribranchen osv.

Derfor er vi i Danish Industry tilhængere af en mere præcis regulering på sektorniveau. Fx når vi strammer kravene i bygningsdirektivet. Og bare så alle er med: Det vælter ind med nye direktiver og forordninger på en lang række sektorområder – der bliver på en lang række områder strammet op med grønne krav.

I sidste ende mener vi i DI, at det at starte en ny EU-lovgivgningsproces vil flytte fokus væk fra det, som er det vigtige nu og de kommende år: Nemlig at vi bruger indkøbsmilliarderne langt mere intelligent til at sikre innovation og grøn omstilling. Med andre ord: En langtrukken lovgivningsproces kan blive en syltekrukke for de politikere og embedsfolk, som nu får en undskyldning for at sige: “Vi venter lige og se hvad der sker med de nye udbudsregler”.

For dansk erhvervsliv handler EU-udbudsreglerne i sidste ende om at sikre konkurrence. Og det er paradoksalt (næsten grotekst), at det som udløste den europæiske debat var en EU-rapport, der for nogle måneder slog fast, at konkurrencen på udbudsområdet har det pænt dårligt (også i Danmark!). Men netop en stærkere konkurrence taler hverken politikere, fagbevægelse og alle de kræfter, der gerne vil have nye udbudsregler, påfaldende lidt om.

Så ja, vi har i Danish Industry noget af en opgave foran os! slutter DI indlægget.

Del dette med dit netværk: