Effektiv velfærdsteknologi

Kommuner har hentet en halv milliard på loftlifte og vasketoiletter. Det fortæller KLs magasin Momentum.

Kommunerne har siden 2014 effektiviseret for 521 millioner kroner gennem øget brug af velfærdsteknologi som loftlifte, vasketoiletter og spiserobotter. Det er positivt, at kommunerne bruger teknologien til at udvide kapaciteten på ældreområdet, men udbyttet skal også måles på bedre velfærd og arbejdsmiljø, påpeger både ekspert og kommuner.

Velfærdsteknologi kan give større selvbestemmelse for borgerne og bedre arbejdsvilkår for de ansatte. Men det kan også mærkes på bundlinjen i de danske kommuner. Fra 2014 til 2016 har de danske kommuner effektiviseret for hele 521 millioner kroner ved at indføre loftlifte, vasketoiletter og spiserobotter. Det viser en slutmåling af det fælleskommunale program for udbredelse af velfærdsteknologi, der blev aftalt mellem regeringen og KL i forbindelse med økonomiaftalen for 2014.

I Vejle Kommune har man fra 2012 til 2016 afprøvet 74 forskellige velfærdsteknologiske initiativer, og det har ikke blot givet effektiviseringer, men også kvalitative gevinster, der ikke handler om økonomi. Det forklarer direktør for velfærd Anne Mette Lund.

I Assens Kommune har de testet rigtig mange velfærdsteknologier, og her er oplevelsen også, at der er stor forskel på udbyttet. – Vi kan se, at nogle af teknologierne kan hjælpe med at håndtere det demografiske pres, mens andre teknologier mere er rettet mod medarbejdernes arbejdsmiljø, så de kan holde til at være i deres job indtil pensionsalderen. Det handler både om at hjælpe borgerne til at mestre opgaver selv, men også om at passe på medarbejderne, siger velfærdsteknologi-konsulent Christina Bomholt Rasmussen (foto).

I Assens Kommune har erfaringen fra de mange projekter betydet, at de er gået lidt væk fra de store projekter med brede implementeringer. – Vi oplever, at der er større behov for mange små tiltag og justeringer, der tager udgangspunkt i mere individuelle vurderinger i stedet for en fælles teknologi til de mange. Der er brug for et bedre match mellem borgeren og teknologien, siger Christina Bomholt Rasmussen.

Læs videre i Momentum: ww.kl.dk/Momentum/Kommuner-har-hentet-en-halv-milliard-pa-loftlifte-og-vasketoiletter-id224548/?utm_source=kl.dk&utm_source=kl.dk&utm_medium=email&utm_medium=email&utm_content=nyhedsbrev&utm_content=advisering&utm_campaign=email-nyhedsbrev-Momentum+nr.+12/2017,+20.+juni&utm_campaign=email-advisering-19-06-2017

Del dette med dit netværk: