En syg kultur!
Det handler igen om snyd og bedrag med offentlige indkøb.
Tidligere sager fra DR, Region Sjælland, Politiet, Socialstyrelsen m.fl. suppleres nu af sager om indkøb af dyre PH-lamper, vin, håndholdte støvsugere, varmeblæsere og meget andet. Købt af ansatte i Forsvarets Ejendomsstyrelse, mens regningen bliver sendt til el-firmaet.
Denne gang er det så Forsvaret, der står for skud
Fem mænd er tiltalt i en sag om mulig svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.
Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse. De fem mænd er tiltalt for i alt 450 forhold om bestikkelse, medvirken til bestikkelse og mandatsvig af særligt grov karakter.
Sagens anklageskrift omfatter bestikkelse for op mod 1,8 millioner kroner. To af de tiltalte er tidligere civilt ansatte hos Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse. De er tiltalt for at have modtaget bestikkelse i form af værdier for henholdsvist cirka 1.740.000 kroner og 35.250 kroner.
Allerede i går kunne Altinget afsløre, at rigsrevisionen har suspenderet og politianmeldt to medarbejdere fra Forsvarets Ejendomsstyrelse. Mistanken går på, at de har misbrugt deres betroede stillinger til indkøb af personlige forbrugsgoder. Rigsrevisionen har undersøgt en lang række indkøb foretaget af medarbejdere i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse og fundet brud på almindelige regnskabsregler i 75 procent af indkøbene.
Det er whistleblower Karsten Ravnsgaards henvendelse til Rigrevisionen, der fik sagen til at rulle.
Forsvarsminister Trine Bramsen kaldte over for DR Nyheder sagen for meget alvorlig. – Der er ingen tvivl om, at det her er rigtig skræmmende læsning, og jeg ser på sagen med største alvor. Derfor har jeg allerede sendt et rejsehold afsted, som skal kulegrave, hvordan det her kunne ske, om der har været samspil med andre myndigheder og om, hvordan vi kan undgå at det kan ske i fremtiden. Derudover kører der et politispor, siger hun.