Offentlige opgaver: Unfair konkurrence og social dumping

Det er vigtigt, at staten er med til at bekæmpe unfair konkurrence. Både af hensyn til de lovlydige virksomheder og for de ansatte på byggeområdet. En kraftig påtale fra Rigsrevisionen er ikke hverdagskost, så jeg går ud fra, at der nu bliver strammet voldsomt op i både styrelser og departementer. Det skriver direktør Morten Frihagen, Dansk Håndværk i aktuel kommentar i Dansk Byggeri i dag.

Dansk Håndværk vil have arbejdsklausuler i byggeopgaver fra staten for at bekæmpe social dumping.

En ny undersøgelse viser, at staten i omkring hver tredje byggesag ikke bruger de krævede arbejdsklausuler, som skal forhindre unfair konkurrence og social dumping ved offentlige byggeopgaver.

Men det har heldigvis fået Rigsrevisionen og Statsrevisorerne til at gribe ind med en skarp kritik af forholdene. Arbejdsklausulerne skal sikre, at en virksomhed, der arbejder for det offentlige, kun bruge arbejdskraft, der følger aftalerne på det danske arbejdsmarked. Det forhindrer at firmaer ved hjælp af underbetalt udenlandsk arbejdskraft kan underbyde lovlydige danske virksomheder, når en opgave kommer i udbud.

Dansk Håndværk oplever stadig, at byggeopgaver vindes på et unfair grundlag. Og derfor er det dybt forkasteligt, at det nu viser sig, at staten ved omkring en tredjedel af sine opgaver ser stort på om den arbejdskraft, som leverandøren bruger, rent faktisk overholder de danske aftaler.

Der skal strammes voldsomt op. Undersøgelsen viser, at i 26 procent af departementerne og 39 procent af statens styrelserne har man ikke anvendt en arbejdsklausul mod social dumping i kontrakterne på bygge- og anlægsområdet eller det grønne område. Det kalder Rigsrevisionen og Statsrevisorerne i en skarp kritik for “meget utilfredsstillende”.

Del dette med dit netværk: