Anholdt for bedrageri – offentlig varebestilling

Det handler om varebestilling ved at udgive sig for at være en offentlig myndighed. Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har anholdt fire personer, der mistænkes for at stå bag flere bedrageri forhold på Sjælland og i Jylland. Den ene af de anholdte har relation til rocker- bandemiljøet.

 

I forbindelse med anholdelserne har politiet ransaget flere adresser forskellige steder på Sjælland. De anholdte er sigtet for flere bedrageriforhold, hvor man har bestilt varer for en samlet værdi på over 2 millioner kroner hos forskellige firmaer, ved at udgive sig for at være fra minimum én offentlig myndighed og anvende myndighedens EAN-nummer til betaling.

 

De anholdte forventes fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Næstved i morgen. – Det er meget tilfredsstillende, at vi ved en hurtig efterforskning i dag har foretaget anholdelse i sagen, idet gerningsmændene inden for en meget kort periode, har bestilt varer for over 2 millioner kroner. Det er samtidig vigtigt, at man ikke ustraffet kan snyde firmaer for ”gratis varer” ved at udgive sig for at være fra en offentlig myndighed, siger vicepolitiinspektør Lars Steffensen.

Del dette med dit netværk: