Analyse ”Konkurrencen i advokatbranchen”

Konkurrencerådet: Potentiale for konkurrencegevinster om advokatydelser

Advokatbranchen spiller en vigtig rolle i samfundet og for økonomien. Men konkurrencen er udfordret. Det viser Konkurrencerådets analyse ”Konkurrencen i advokatbranchen”.

Konkurrencerådet har analyseret konkurrencen i advokatbranchen. Branchen omsatte i 2018 for 14,7 milliarder kroner og omfatter godt 1.800 firmaer. Knap 70 procent af omsætningen i branchen stammer fra rådgivning af erhvervskunder, godt 11 pct. fra det offentlige, mens 20 procent stammer fra privatkunder og organisationer. De største selskaber sælger altovervejende deres ydelser til erhvervskunder og til det offentlige.

I analysen præsenterer Konkurrencerådet 16 konkrete anbefalinger, som kan styrke konkurrencen samtidig med, at nødvendige samfundshensyn fortsat iagttages. Det er blandt andet et centralt hensyn, at der fortsat er tillid til advokaters uafhængighed.

Anbefalingerne skal blandt andet mindske barriererne for nye aktører og for, at eksisterende virksomheder kan vokse. De skal reducere kundernes udfordringer med at navigere i markedet og finde den bedste juridiske rådgiver. Anbefalingerne vil desuden forbedre konkurrencen om advokatbistand til stat, kommuner og regioner. Endelig lægger anbefalingen op til en væsentlig styrkelse af konkurrencen om konkursboer og bobestyrerboer. Anbefalingerne skaber grundlag for nye forretningsmodeller, som kan øge eksport og produktivitet i Danmark, og som ventes at være til gavn for de danske erhvervs- og privatkunder.

Analysen bygger på en grundig undersøgelse af advokatbranchen i Danmark. Der er indhentet data og anden information fra aktører i markedet, Danske Advokater, Advokatsamfundet, Økonomistyrelsen samt Danmarks Statistiks forskerdatabase. Der er også gennemført spørgeundersøgelser blandt henholdsvis advokatfirmaer, erhvervs- og privatkunder, og der er benyttet resultater fra dansk og international forskning. Desuden har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen holdt møder og været i dialog med en række af branchens aktører, og indarbejdet tekniske og faglige bemærkninger efter en ekstern høring hos relevante interessenter.

Formand for Konkurrencerådet, Christian Schultz, siger: Advokatbranchen spiller en vigtig rolle i retssamfundet, og advokater bidrager til at sikre væsentlige samfundshensyn som for eksempel borgernes retssikkerhed. De tiltag, som Konkurrencerådet anbefaler for at styrke konkurrencen, har øje for dette.

– Vi ser klare indikationer på, at konkurrencen kan styrkes til gavn for virksomheder, borgere og samfundet som helhed. Eksempelvis er overskudsgrad og kapitalafkast relativ høj og steget væsentligt siden 00’erne. Det gælder særligt for de store advokatselskaber, som primært betjener erhvervskunder og det offentlige. Samtidig er omsætningen koncentreret på relativt få advokatselskaber inden for en række specialer, som disse kunder efterspørger. Her er koncentrationen også steget de seneste ti år.

– Advokatbistand er ofte baseret på tillid, og kunderne er generelt meget loyale over for det advokatfirma, de tidligere har benyttet. Det begrænser konkurrencen, at kundesiden er forholdsvis passiv i sin markedsafsøgning. Således sammenligner de fleste erhvervs- og privatkunder ikke udbydere, før de køber advokatydelser. Det samme gælder på det statslige område.

– En ganske stor del af advokaternes ydelser har karakter af juridisk rådgivning, hvor der kan være konkurrenter, der ikke er advokater – for eksempel revisionsvirksomheder. Analysen peger imidlertid på, at konkurrencepresset fra andre udbydere reelt er ganske begrænset, om end det varierer alt efter specialet. Den juridiske rådgivning, som andre aktører sælger, ser kunderne typisk ikke i særlig grad som en substitut til de ydelser, som købes hos advokaten.

– Retsplejeloven og de advokatetiske regler indeholder paragraffer og bestemmelser, der begrænser konkurrencen. Konkurrencerådet anbefaler flere ændringer, som kan gøre reglerne mere konkurrencevenlige samtidig med, at retssikkerheden og advokaters uafhængighed iagttages.

– Det offentliges indkøb af advokatbistand bidrager ikke tilstrækkeligt til at understøtte en effektiv konkurrence i advokatbranchen. Staten har i 85 år købt en markant del af sin advokatbistand hos Kammeradvokaten. Aftalen med Kammeradvokaten er uden udløb og ikke omfattet af udbudspligten. Også mange kommuner og regioner kan i højere grad udsætte deres indkøb af juridisk rådgivning for konkurrence.

– Konkurrencen om konkursboer uden aktiver og bobestyrerboer er i særlig grad begrænset. Det afspejler, at opgaverne i mange tilfælde tildeles advokater uden nogen form for konkurrence på for eksempel pris eller sagsbehandlingstid.

Del dette med dit netværk: