Tænk digitalisering ind

Af Peter Rahbæk Juel, formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg (også bragt i Altinget)

Når det nye folketing samles, og en ny regering inden længe er dannet, er der brug for, at digitaliseringen får en statusopgradering – uanset hvordan den nye regering ser ud.

Det er en dagsorden, der alt for ofte lander i et politisk ingenmandsland. Men hvis vi skal løse nogle af de største samfundsudfordringer, vi står over for lige nu, skal vi gentænke velfærden.

I kommunerne lider vi hverken af ensidig teknologifascination eller digital jubeloptimisme. Men vi står lige der – i epicentret – hvor den demografiske udvikling, manglen på arbejdskraft og klimaudfordringerne får jorden til at ryste under vores velfærdssystem.

Det er en situation, der kalder på akut handling, og digitalisering er en del af løsningen. Vi har hverken medarbejdere nok eller råd til at lade være.

De digitale og teknologiske løsninger skal derfor tænkes ind fra start. Digitalisering skal være en aktiv del af politikudviklingen på alle områder – på linje med økonomi, jura og faglighed.

Digitale løsninger i velfærden

Digitalisering giver os helt nye muligheder for at løse flere af de store udfordringer, vi står over for i Danmark.

Skærmbesøg i hjemmeplejen er et godt eksempel på, at kommunerne med nye løsninger både kan spare arbejdstid, løfte kvaliteten og skabe mere fleksibilitet og frihed hos borgerne.

I Vejle Kommune er borgernes tilfredshed med skærmbesøg på 94 procent. Samtidig sparer kommunen på CO2-regnskabet ved mindre bilkørsel.

Derfor bør det nye Folketing tage aktiv stilling til, hvordan vi kan bruge digitalisering til at løfte velfærden. Den digitale omstilling skal ikke bare være hensat til de kommende it-ordførere – det er et ansvar, som alle politikere har, uanset hvilket område de er ordfører for.

Cybersikkerhed skal opprioriteres

Kommunerne er dem, som behandler og opbevarer flest oplysninger om borgere og virksomheder digitalt – derfor er de også særligt udsat for it-kriminelle.

Med den kraftigt stigende og avancerede it-kriminalitet stiger behovet for investeringer i ny sikkerhedsteknologi. Der skal ganske enkelt afsættes flere ressourcer, hvis kommunerne skal have en chance for at stå imod.

Del dette med dit netværk: