Rekordfald i gasforbrug

Nye tal viser, at Danmark i 2022 nedbragte sit forbrug af naturgas med 29 procent. Samtidig faldt forbruget af kul. Udviklingen skal fastholdes, mener DI.

Den korte konklusion er, at sammenhængen mellem pris og efterspørgsel fungerer i bedste velgående, når det kommer til danske virksomheder og forbrugeres gasforbrug. I takt med at priserne på naturgas steg sidste år nedbragte danskerne deres forbrug med 29 procent. Det fremgår af nye tal fra Energistyrelsen.

GODT GÅET.  – Det er imponerende, som danske forbrugere og virksomheder har formået at nedbringe deres naturgasforbrug i en historisk svær krisetid. Det vidner om, at det både for forbrugerne og virksomhederne har været bydende nødvendigt at skære kraftigt i forbruget i takt med at priserne steg, siger vicedirektør i Dansk Industri Troels Ranis. Han tilføjer: – Det er vigtigt, at vi holder fast i den gode udvikling og fortsat arbejder på at mindske vores energiforbrug – uagtet, at priserne heldigvis er faldet markant tilbage. Når vi mindsker vores energiforbrug bidrager det både til den grønne omstilling og til den geopolitiske sikkerhed.

Af Energistyrelsens oversigt fremgår også, at forbruget af kul faldt med 3,4 procent, mens forbruget af olie steg med 5,3 procent og forbruget af vedvarende energi ligeledes steg med 5,3 procent, så det nu dækker 60 procent af elforsyning. – Det er vigtigt, at vedvarende energi kommer til at udgøre en stadig større del af energiforbruget, samtidig med, at der arbejdes for at nedbringe det generelle energiforbrug gennem energieffektiviseringer, siger Troels Ranis fra DI.

 

Del dette med dit netværk: