Krav om skarpe priser og bæredygtighed

Atea A/S bliver leverandør på delaftale 1 – Administrative computere på den fællesoffentlige aftale 50.40 Computere og it-tilbehør. Delaftalen forventes at træde i kraft den 19. marts 2024 og giver de tilsluttede organisationer og staten mulighed for at købe administrative computere fra Lenovo og HP. Delaftale 2 – Basis- og skolecomputere overgår til udbud med forhandling.

SKI har evalueret de indkomne tilbud på den fællesoffentlige SKI-aftale 50.40 Computere og it- tilbehør, der består af to delaftaler til henholdsvis køb af administrative computere og basis- og skolecomputere.

Atea A/S har afgivet det bedste tilbud på delaftale 1 – Administrative computere og vinder dermed kontrakten, der har en anslået kontraktværdi på 2,1 mia. kr. i rammeaftalens fireårige løbetid.

89 kommuner, én region og 21 andre offentlige organisationer er tilsluttet delaftale 1 – Administrative computere, som ligeledes skal dække statens behov for administrative computere. På delaftale 2 – Basis- og skolecomputere er 86 kommuner og fem andre offentlige organisationer tilsluttet. SKI har sammen med faggruppen lagt vægt på at strømline aftalens sortiment og gøre det nemmere at vælge mellem basismodeller, mellemklassemodeller og premiummodeller.

I lighed med den eksisterende aftale har den nye aftale et bredt sortiment af miljømærkede produkter og leveringsmekanismer, der skal fremme en grønnere indkøbsadfærd, bl.a. et miljøgebyr på bestillinger med kort leveringstid og mulighed for at vælge længere leveringstid, så man undgår transport med fly. – Vi står endnu en gang med en computeraftale, hvor der har været god konkurrence om at levere de mest anvendte computere på tværs af den offentlige sektor, og hvor vi igen har stillet krav til bæredygtighed i værdikæden. Konkurrencen har været tæt, og vi har foreløbigt fået et godt resultat på delaftale 1, siger Christian Lunding, udbudsdirektør i SKI.

Den teknologiske udvikling inden for it-hardware betyder, at det ikke er muligt at sammenligne priser en-til-en fra aftale til aftale. Priserne på den nye delaftale 1 – Administrative computere er imidlertid 6 pct. lavere end gennemsnitspriserne på de indkomne tilbud. På den baggrund, og efter en gennemgang af prisniveauet, vurderer SKI, at der er tale om attraktive priser.

Tildelingen på delaftale 2 Basis- og skolecomputere må vente lidt endnu, da udbuddet af delaftalen overgår til udbud med forhandling. SKI’s evaluering af de indkomne tilbud viser nemlig, at samtlige tilbud er ukonditionsmæssige. Det betyder, at ingen af tilbuddene overholder de krav, SKI har stillet i udbudsmaterialet: – Udbudsloven giver os mulighed for at overgå til udbud med forhandling, hvis ingen af tilbuddene lever op til de formelle krav i udbudsmaterialet. I forhandlingen gennemgår vi tilbuddene sammen med tilbudsgiverne, som får en ny frist for at afgive et revideret tilbud. Det er vores vurdering, at denne proces er mest effektiv og sikrer den kortest mulige forsinkelse af aftalen, siger Christian Lunding.

Næste skridt: Delaftale 1 er nu i standstill til og med den 18. marts 2024. SKI forventer at underskrive kontrakten med Atea A/S den 19. april. Delaftalen træder i kraft, når kontrakten er underskrevet. SKI afholder møder med tilbudsgivere på delaftale 2 i uge 11, hvorefter de kan afgive nye tilbud. Kun tilbudsgivere, der har afgivet tilbud ved fristen den 1. februar 2024, kan deltage i forhandlingerne.

Del dette med dit netværk: