Fjernvarme til salg – flertal vakler
Der er kommet “Til salg”-skilt på den legendariske Odenseanske fjernvarme. Et politisk flertal i Odense Byråd har truffet beslutning om at indlede forhandlinger om et salg af Fjernvarme Fyn med Energi Fyn. Nu fortæller Fyens Stiftstidende, at dette har lokket andre interesserede købere frem. Ifølge mediet handler det om en kapitalfond, Verdo, NHSolition og Combineering.
Nu vakler flertallet i Byrådet. Salgsprocessen har været for lukket, lyder kritikken. – Der er sket radikale ændringer, og det skulle borgmesteren have indviet os i. Det er dybt utilfredsstillende, at han ikke har kaldt forligspartierne sammen og delt oplysningerne med os, siger Tommy Hummelmose og Kristian Guldfeldt fra Konservative i Odense Kommunes byråd ifølge Fyens.dk.
Kritikken preller af på borgmester Peter Rahbæk Juel. Han siger, at han hellere vil sælge til et lokalt selskab end en kapitalfond. Han oplyser også til Fyens Stiftstidende, at der blev skrevet ind i budgetforliget, at man ville forhandle med det lokale selskab Energi Fyn. Og det har byrådet vedtaget – inklusive Konservative. – Det er en fuldt ud åben proces, og der er ingen fikumdik i det her. Jeg gør, som jeg er forpligtet til, og det ville først være lukket og gedulgt, hvis jeg ikke fulgte det, byrådet har besluttet, siger Peter Rahbæk Juel til Fyens Stiftstidende.