Verdo “retter ind”

5 dage i hård modvind: Verdo retter ind. Der skulle gå hele fem dage i hård modvind før energiselskabet Verdo meldte ud, at nu havde de fået nok. – Vi lægger os ned, sagde selskabets direktør Kim Frimer til amtsavisen i Randers.

Årsagen: Sidste uge kom det frem, at Verdo står til at tabe en sag mod Forsyningstilsynet, som forlanger at Verdo skal tilbagebetale 234,7 millioner kroner til forbrugerne, fordi pengene er opkrævet ulovligt i perioden 2000-2005, da energiselskabet hverken har søgt om eller fået tilladelse til at opkræve pengene. Det fik Verdo besked om allerede i maj sidste år, men selskabet har siden forsøgt at undgå at betale pengene tilbage ved at klage til Energiankenævnet, og direktør Kim Frimer har i interviews sagt, at Verdo ikke er enig med Forsyningstilsynet.

Men i dag siger han:  – Vi trækker anken tilbage og respekterer alle afgørelser, som myndighederne har truffet. Det gælder også fremtidige afgørelser.

Verdo-direktør Kim Frimer erkender, at mandagens beslutning om at trække sig ud af alle sager er et forsøg på at stoppe den voksende kritik af selskabet. – Det er virkelig komplekst og usandsynligt svært at forklare forbrugerne, siger han til Randers Amtsavis.

I pressemeddelelse om sagen skiver Verdo bl.a.: I de seneste dage er der sået tvivl om Verdo’s fjernvarmepriser. Nu har bestyrelse og direktion besluttet at påbegynde en tilbagebetaling hurtigst muligt, samt at trække sin anke hos myndighederne tilbage.

Verdo er en forbrugerstyret virksomhed, og derfor er forbrugernes tillid afgørende for selskabets arbejde. I de seneste dage er Verdo i nogle medier blevet kritiseret for at have taget for høje varmepriser. – I bestyrelsen ligger det os meget på sinde, at der ikke stilles tvivl om vores ståsted som et forbrugerdrevet selskab. Vi har derfor besluttet at påbegynde en tilbagebetaling af pengene hurtigst muligt, siger bestyrelsesformand i Verdo, Torben Bonde.

Tilbagebetalingen vil ske gennem reducerede fremtidige varmepriser i de kommende tre år.

Del dette med dit netværk: