Brancheforening: Forsyningssikkerhed på spil

Alvorlig kritik: Regulators (Embedsmændenes) forslag til en løsning, har som erklæret mål at halvere vandsektorens økonomiske ramme! Forsyningssikkerhed, grøn omstilling og klimainvesteringer er på spil, varsler vandsektorens brancheforening. Politikerne kan i revisionen af vandsektorloven vælge at fjerne de generelle sparekrav på investeringer, der har været i udbud og undsige embedsmændenes plan om at halvere vandsektorens økonomiske ramme. Det vil sikre, at vandselskaberne kan opretholde forsyningssikkerheden af vand til danskerne og gøre dem i stand til varetage deres kritiske samfundsfunktioner. Sådan skriver DANVAs direktør i et månedligt nyhedsbrev fra foreningen.

Han peger meget direkte Forsyningssekretariatets sparekrav, som han kalder for urealistiske – og han varsler, at det  medfører, at vandselskaberne mangler dækning af deres udgifter. Flere kæmper allerede med underskud, lyder Danva-kommentaren – og det nævnes, at konsekvensen er, at de må vælge at holde igen med at investere i kritiske samfundsfunktioner, da de ellers påfører de sig selv endnu større økonomiske problemer og svækker deres evne til at levere forsyningssikkerhed.

Her hører kritikken ikke op. Direktøren påpeger, at der desuden mangler rum til at understøtte innovation, grøn omstilling og klimatilpasning til forebyggelse af oversvømmelse af vores byer. Og som en yderligere konsekvens heraf er den danske vandindustri ude af stand til at bidrage til jobskabelse, en vækst i BNP og øget eksport af vandteknologi, som det ellers er målsat i den netop offentliggjorte nationale eksportstrategi for vand.

Forsyningssikkerheden bliver derfor stadig mere usikker, lyder den alvorlige varsel fra DANVA. Indførelsen af fleksible indtægtsrammer er regulators nye forslag til en løsning, men med et erklæret mål om at halvere vandsektorens økonomiske ramme, så kan hverken statiske eller fleksible indtægtsrammer ændre på underdækningen af vandselskabernes aktiviteter.

Del dette med dit netværk: