Robotsatsning skal holde Danmark i førertrøje

– Industriens Fond har bevilget 9 mio. kroner til Odense Robotics, som i samarbejde med Teknologisk Institut skal drive det nye acceleratorforløb. Der skal nemlig turbo på robotinnovationen i Danmark, og det skal ske gennem Danmarks stærke inkubationsmiljøer.

– Danske robot- og droneiværksættere gemmer på et gigantisk vækstpotentiale og kan være med til at øge automationsgraden i dansk erhvervsliv. Men de mangler musklerne til at færdigudvikle deres løsninger og forvandle dem til hurtigvoksende væksteventyr. Startups har nøglerne til nye løsninger og teknologier, som skaber vækst og arbejdspladser i Danmark i fremtiden og det potentiale vil vi gerne være med til at indfri. Derfor sætter vi nu yderligere skub på robotiværksætternes innovation og vækst, siger Thomas Hofman-Bang, der er adm. direktør i Industriens Fond.

Med bevillingen på godt 9 mio. kroner til den danske robotklynge, Odense Robotics, skal der yderligere fart på udviklingen af robot- og dronestartups fra Danmark og samtidig tiltrækkes flere talentfulde startups fra udlandet.

– Det er afgørende for Danmarks konkurrenceevne, at vi accelererer teknologisk innovation. Det indebærer, at vi gør vejen fra idé til markedsparat teknologi lettere for spirende iværksættere. Det glæder os derfor, at Industriens Fond gør det muligt, at vi kan udvide vores indsats overfor startups ved at sætte vores specialister og robotinnovationsfaciliteter yderligere i spil til at løfte og accelerere fremtidens robot- og droneteknologier, siger Anne-Lise Høg Lejre, der er direktør ved Teknologisk Institut.

Del dette med dit netværk: