Plejeprodukt i fællesudbud
Der skal skabes en smidig overgang fra region til kommune. Det har været den røde tråd i udbud, der tager afsæt i den særlige udfordring, som møder mange stomi-patienter, når de udskrives fra sygehuset og overgår til den kommunale pleje. Sygehusene og kommunerne køber nemlig sjældent hjælpemidlerne fra de samme leverandører – og det kan give problemer for den enkelte patient.
Mange stomi-patienter oplever, at de hjælpemidler, de har fået udleveret på sygehuset og er blevet fortrolige med, slet ikke findes på sortimentslisten i deres egen kommune – ofte fordi de er dyrere for kommunerne at købe. For mange patienter starter der således en lang proces, hvor kommunen skal ansøges om et særligt – og måske væsentligt dyrere – produkt. Det tager tid, og imens er patienten fanget i en usikker venteposition. Udbuddet vil derfor også kigge på de processer og sagsgange, stomi-patienter befinder sig i efter en operation.
Regionsrådsformand i Region Midtjylland og formand i Danske Regioner Bent Hansen (S) (foto) roser initiativet, som krydser grænser: – Både kommuner og regioner har i disse år stor fokus på at opnå økonomiske besparelser og bedre kvalitet for borgeren igennem et styrket, tværsektorielt samarbejde på sundhedsområdet. Det glæder mig, at potentialet i at arbejde på tværs af sektorer også spreder sig til indkøbsområdet. Her er det helt tydeligt, at vi samarbejder for at skabe sammenhængende patientforløb. Den slags initiativer ser jeg gerne flere af.
At regionerne og kommunerne har forskellige stomi-produkter på hylderne, er bl.a., at sygehusene har lettere adgang til nyere produkter. Det skyldes, at leverandørerne ofte har et samarbejde med sygehusene om at afprøve og deltage i udviklingen af produkter. Dette samarbejde betyder i mange tilfælde, at sygehusene kan skaffe produkterne billigere, end kommunerne kan. Også logistikken for sygehusene og kommunerne er forskellige. For eksempel får regionerne leveret direkte til sygehusenes lagre og i større mængder, hvorimod kommunerne bruger dør-til-dør levering til hver enkelt patients private adresse. Det fælles udbud skal således sikre fælles sortiment og ens kvalitet samt tage højde for meget forskellige logistikstrukturer.
Styregruppen, der består af Region Syddanmark, Region Midtjylland, Odense Kommune og Aarhus Kommune, vil i udbuddet lægge vægt på, at de øvrige kommuner i de to regioner kan tilslutte sig aftalen. Det forventes, at udbuddet går i gang i løbet af foråret 2016, og at kontrakten er underskrevet i løbet af 2017. Øvrige kommuner vil kunne tilslutte sig i løbet af 2017. Kommunerne vil i løbet af 2016 modtage information omkring mulighederne for tilslutning til aftalen.