Michael Svane i spidsen for Trafikråd
De fleste kender Michael Svane som branchedirektør for DI Transport, hvor han har haft sit virke de sidste 16 år. Nu kommer han til at bruge sine kompetencer og sin enorme viden på transportområdet til at fremme trafiksikkerheden for alle i Danmark.Trafiksikkerheden er dog ikke et nyt område for Michael Svane, da han gennem en årrække har været medlem af bestyrelsen i Rådet for Sikker Trafik, hvor han har repræsenteret DI Transport. Den tidligere mangeårige direktør for DI Transport, Michael Svane er netop blevet udnævnt til ny formand for Rådet for Sikker Trafik.
Ni ud af ti ulykker i trafikken skyldes vores adfærd, og ulykkerne rammer hvert år tusindvis af mennesker. Det har enorme menneskelige og samfundsøkonomiske omkostninger, når det går galt i trafikken, og derfor er det vigtigt, at få antallet af trafikulykker bragt ned. Det arbejde skal tidligere direktør for DI Transport, Michael Svane, nu stå i spidsen for. Han er netop blevet udpeget som ny formand for Rådet for Sikker Trafik af transportminister Trine Bramsen (S) efter indstilling fra alle Rådet for Sikker Trafiks medlemmer. Dermed afløser Michael Svane den tidligere borgmester, Ole Bjørstorp, der gik på pension tidligere i år.
– Jeg har i mine mange år i transportbranchen arbejdet for, at erhvervslivet går forrest i indsatsen for en langt bedre trafiksikkerhed på vores veje, cykelstier, i by og på land. Jeg ser meget frem til at fortsætte denne indsats som formand for Rådet. Jeg ser også frem til at gøre en målrettet indsats sammen med Rådets medlemmer, myndigheder og ikke mindst med Rådets ledelse – direktør og forretningsudvalg – og de mange dygtige medarbejdere. Vi har en bunden opgave at sikre, at alle trygt og sikkert kan begive sig ud i trafikken, siger Michael Svane, formand for Rådet for Sikker Trafik.