Lavere priser
Listepriserne sænkes med 10 procent over en 3-årig periode, og den eksisterende referenceprismodel ændres, så der fremadrettet sker en genberegning af listepriserne på ny sygehusmedicin, i takt med at medicinen introduceres i en række udvalgte lande. Det er hovedprincipperne i en ny aftale, som Danske Regioner og Sundheds- og Ældreministeriet i dag indgår med Lægemiddelindustriforeningen (Lif).
– Det har ikke været let, men jeg er godt tilfreds med forhandlingsresultatet. Det er den bedste prisaftale, der hidtil er indgået med lægemiddelindustrien, og den betyder, at vi vil få lavere priser på sygehusmedicin de kommende år. Sådan siger sundhedsminister Sophie Løhde, der på vegne af staten indgår den nye prisaftale for sygehusmedicin med Danske Regioner og Lif.
Aftalen betyder bl.a., at de officielle listepriser på sygehusmedicin, der er introduceret i Danmark, reduceres med i alt 10 procent i aftaleperioden, der løber fra 1. april 2016 til 31. marts 2019. Det er første gang, at en aftale giver en tocifret procentreduktion i listepriserne. Til sammenligning har de tidligere aftaler reduceret listepriserne med 5 procent over tre år. –
– Vi er tilfredse med, at vi nu får et pres på medicinpriserne, og aftalen vil dæmpe vækstprocenten, siger formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S), men vi har stadig et kolossalt pres på vores samlede medicinbudget, og aftalen løser ikke problemet, siger han.