Fælles fodslag mod konkurser
Det handler om at finde vejen til at begrænse fremtidige konkurser hos private plejefirmaer og sikre en positiv udvikling i samarbejdet mellem det offentlige og de private leverandører. Det nye fælles fodslag er kulminationen på en længevarende indsats med parterne DI, Dansk Erhverv, KL, Ældresagen og Dansk Sundhed og Velfærd for at reducere antallet af konkurser blandt private leverandører af ældrepleje. De i alt 11 fælles pejlemærker fokuserer blandt andet på at sætte borgeren i centrum, hvis en konkurs alligevel indtræffer og på, at kommunerne skal lægge mere vægt på kvaliteten, når de vurderer tilbuddene fra de private leverandører.
– Ingen kan være tjent med, at private plejefirmaer går konkurs og vores ældre medborgere kommer i klemme. Derfor er jeg også glad for, at vi med fælles pejlemærker sætter fokus på, hvordan vi i fremtiden kan minimere risikoen for konkurser. På den ene side skal der stilles krav til plejefirmaernes økonomi og på den anden side skal der åbnes nye muligheder for at plejefirmaerne i højere grad kan konkurrere på kvalitet, samarbejdsevner og nye løsninger, siger Karsten Dybvad, DI.
I Dansk Erhverv fremhæver direktør Jens Klarskov ligeledes den del af aftalen, som handler om, at leverandører og kommuner fremover skal dele erfaringer og udvikle ældreplejen i fællesskab. – Situationen med de mange konkurser er uholdbar, og derfor er denne fælles aftale helt nødvendig. Det handler om at udvikle ældreplejen til gavn for alle. Udviklingen af den fælles velfærd sker bedst, hvis det sker i et offentligt-privat samarbejde. Det vil i sidste ende styrke kvaliteten og borgerens frie valg,” siger Jens Klarskov (foto).
Bag de nye pejlemærker står DI, KL, Ældresagen, Dansk Erhverv og Dansk Sundhed og Velfærd. Pejlemærkernes overordnede mål er at sikre, at pleje og omsorgsområdet bliver udviklet i tæt samarbejde mellem kommuner og de private leverandører. De fleste steder fungerer samarbejdet godt, men der har i sær det seneste år været flere konkurser, som har skabt usikkerhed og problemer for borgere, kommuner, medarbejdere og andre leverandører. De nye pejlemærker har derfor også stort fokus på, at nedbringe antallet af konkurser fremover.