Grønne partnere med milliard købekraft

Når Ishøj kommune køber bleer til daginstitutionerne eller får nye computere på biblioteket, skal kommunen stille miljø-, energi- og sundhedskrav, så børnene ikke udsættes for allergifremkaldende stoffer, og computeren bruger mindre energi. Det er bare nogle af de ting, Ishøj har forpligtet sig til ved som den 10. kommune at gå med i Partnerskabet for Offentlige Grønne Indkøb.

Det offentlige køber hvert år ind for ca. 300 mia. kr. Kommunerne i partnerskabet står nu for 30 pct. af det årlige kommunale indkøb, og partnerskabet køber i alt ind for mere end 40 mia. kr. om året.

Ud over kommuner tæller partnerskabet også Region Midtjylland og Region Syddanmark. Foruden bleer og computere forpligter medlemmerne sig blandt andet til at anvende flere økologiske fødevarer, bygge nyt efter den bedst mulige energiklasse, købe bæredygtigt træ og energieffektiv belysning.

Partnerskabet for Offentlige Grønne Indkøb er grundlagt af Miljøministeriet i samarbejde med København, Odense og Aarhus kommuner i 2006. Medlemmerne er: København, Århus, Odense, Egedal, Sønderborg, Herning, Frederiksberg, Roskilde, Gladsaxe, Ishøj, Region Midtjylland og Region Syddanmark samt VandCenter Syd og Miljø- og Fødevareministeriet.

Del dette med dit netværk: