Rådgivere ramt økonomisk

Den offentlige administration har sparet på ledelsesrådgivning i 2019. Det finder DI umådeligt bekymrende for det danske samfund.

Besparelsen har fjernet hver tredje opgave for managementrådgivere, der rådgiver den offentlige administration.  I 2017 købte styrelser, ministerier og administration konsulentbistand fra managementrådgivere for 1.042 millioner kroner. Det tal er i 2019 faldet til 692 millioner kroner, viser netop offentliggjorte tal fra Finansministeriet.

SKRÆMT EMBEDSVÆRK. – Rådgiverbranchen har oplevet stribevis af statslige projekter, som, efter regeringens principerklæring vedrørende konsulentbesparelser blev kendt, er blevet lukket ned. Embedsværket blev bange for at inddrage eksperthjælp og ekstern viden i løsningen af borgernære opgaver, som ellers var politisk besluttet. Det har vi blandt andet set med opgaver inden for grøn omstilling og beskæftigelsesindsats. Sådan siger Henriette Søltoft, branchedirektør for DI Rådgiverne. Også øvrige konsulenter, fra advokater over arkitekter og ingeniører til kommunikation, har mistet ordrer til staten i 2019

SAMLET SET. Statens samlede forbrug af alle typer konsulenter er gået lidt op i 2019. Det er udgifter til offentlige it-udviklingsprojekter – som fx genopretningen af SKAT, der trækker konsulentforbruget lidt op i 2019

Henriette Søltoft vurderer, at faldet – med coronakrisen oven i – har efterladt de fleste managementkonsulent-virksomheder i store økonomiske vanskeligheder. – Det er umådeligt bekymrende for vores samfund, at politiske besparelser rettet mod rådgiverbranchen, som står for 145.000 arbejdspladser i Danmark, fører til, at man ikke vil bruge eksterne eksperter i løsningen af vigtige offentlige opgaver. Det gælder ikke mindst under coronakrisen, hvor der i den grad bliver brug for ny viden og kompetencer, lyder kommentaren.

Del dette med dit netværk: