Investerer i Verdensmål
Private equity-virksomheden Trill Impact, der har FN’s verdensmål som fokus for sine investeringer, fortæller, at de har erhvervet Kapitalfonden Adelis` ejerandel i teknik-koncernen Nordomatic. Nordomatic udvikler og leverer smart building-teknologier til bygninger i hele Norden.
Den nye ejer fortæller også, at flere opkøb venter forude. Målet er at gøre Nordomatic til en europæisk aktør inden 2025. – Sammen med virksomhedens ledelse og andre nøglepersoner investerede kapitalfonden Adelis i Nordomatic tilbage i 2016. Siden da har virksomheden tredoblet sit salg fra 290 mio. SEK til 880 mio. SEK og er blevet Nordens største uafhængige integrator inden for building management systemer (BMS).
Den stærke vækst er resultatet af en klar vækststrategi fokuseret på cloudbasede løsninger inden for energioptimering og teknisk bygningsservice. Nordomatic, der har udspring i Sverige, har også foretaget en række strategiske opkøb, herunder dominus i Danmark og SD-Consult i Norge. – Olov Schagerlund, Toke Juul, Erik Nordli og resten af det nordiske ledelses-team har gjort et fantastisk stykke arbejde med at opbygge Nordomatic til at blive den største i Norden inden for bygningsautomation. Nordomatic er et godt eksempel på Adelis’ strategi om at investere i partnerskaber med ledelse, vokse sine aktiviteter internationalt og samtidig bidrage til en mere bæredygtig ejendomssektor gennem energibesparelser og reduceret co2-udledning, siger Erik Hallers og Jan Åkesson fra Adelis Equity Partners og fortsætter: – Nordomatic er nu klar til at tage det næste skridt i sin vækststrategi, og vi er overbeviste om, at Trill Impact vil være en stærk partner for virksomheden på den spændende rejse, der venter forude.
Trill Impact er et vækstorienteret private equity selskab med et stærkt fokus på bæredygtighed. Alle investeringer skal være kendetegnet ved ”impact”, hvilket betyder, at under Trill Impact’s ejerskab, skal virksomhederne blive rollemodeller gennem målbare forbedringer inden for FN’s globale bæredygtighedsmål.
– De globale bæredygtighedsmål er en integreret del af vores investeringsstrategi, og Nordomatic passer ekstremt godt ind i vores fokus. Sammen med ledelsen har vi i de seneste måneder arbejdet på en plan om mål og aktiviteter, der går på to ben. Dels skal Nordomatic vokse uden for Skandinavien, dels skal vi arbejde klart og konkret i tråd med FNs bæredygtighedsmål særligt inden for energieffektivitet, siger Samir Kamal og Johan Lundén fra Trill Impact.
Bygninger og ejendomme står for godt en tredjedel af CO2-udledningen på verdensplan og udgør en betydelig del af en virksomheds grundomkostninger. Så for både private og offentlige bygningsejere er der god økonomi i at sænke energiforbruget inden for køl, varme, el og ventilation, der er nogle af de områder, Nordomatic leverer digitale og intelligente løsninger til.