Intelligent sektorkobling
European Energi er indtrådt i partnerskabet Ren Energi Lolland, som siden 2017 har arbejdet på at udvikle Lolland til et kraftcenter for grøn energi. Lolland er en af de kommuner i Danmark, som producerer mest vedvarende energi – hele otte gange mere strøm end der bruges lokalt på øen.
Energiselskabet European Energy træder ind i Ren Energi Lolland-partnerskabet og vil bidrage til en samlet strategisk indsats for at gøre Lolland til Danmarks førende energi-ø på land: – En integreret sektortilgang er afgørende, hvis vi skal sætte Danmark på landkortet inden for PtX. På Lolland er der de rigtige ingredienser i form af vedvarende energi og grønne ressourcer som biogas og biogen CO2. Vi ser derfor et stort potentiale i udbygningen af PtX-løsninger på Lolland, hvor der er mulighed for at lave intelligent sektorkobling og etablere de nødvendige værdikæder, som kan få projekterne til at lykkes, fortæller Emil Vikjær-Andresen, Executive Vice President og Head of PtX i European Energy.
Samtidig med, at European Energy indtræder i partnerskabet Ren Energi Lolland, udløber samarbejdsaftalen med Hofor.
Produktionen stammer hovedsageligt fra havvindmølleparkerne omkring Lolland, men en stigende andel af energien kommer også fra møllerne på land og de mange solcelleparker på øen. Et af målene med Ren Energi Lolland-samarbejdet er, at en større andel af energien skal nyttiggøres lokalt og derved skabe fundamentet for flere lokale arbejdspladser. European Energy står allerede bag flere solcelle- og vindmølleparker på Lolland og har ligeledes planer om at etablere PtX-produktion på Nakskov Havn.