Herning og Verdo øger datasamarbejde
Verdo Varme og Herning Vand har indgået aftale om, at Verdo lejer sig ind på Herning Vands netværk til at transportere data fra fjernaflæste varmemålere. Aftalen medvirker til, at begge forsyningsselskaber kan holde omkostninger nede. I fremtiden vil selskaberne øge samarbejde mellem digitalisering og bæredygtighed i lokalområdet. Det ene forsyningsselskab hjælper det andet, når Herning Vand åbner for sit netværk, så Verdo Varme i fremtiden kan benytte netværket til at transportere data fra sine fjernaflæste varmemålere. – Vi glæder os over godt samspil med Verdo Varme til glæde og gavn for vores fælles kunder, siger Niels Møller Jensen, direktør for Herning Vand.
– Herning Vand er en foregangsvirksomhed til at styrke digitaliseringen og den bæredygtige udvikling i lokalområdet. Som nye i Herning er det naturligt for os at tage en dialog med nogle af de etablerede virksomheder om, hvor vi kan hjælpe hinanden. Derfor er vi glade for, at vi har fundet en fælles løsning. Det giver god værdi for kunderne og os, siger Brian Seeberg, direktør for Energi og Forsyning i Verdo.
I 2017 investerede og udrullede Herning Vand i et netværk til at hjemtage data, det vil sige at transportere data fra forbrugsmålere hos boliger og virksomheder til et datacenter med henblik på at digitalisere forløbet med at aflæse og afregne forbruget. Investeringen blev foretaget i forbindelse med, at Herning Vand stod over for en opgradering af fjernaflæste forbrugsmålere. Verdo’s nuværende fjernaflæsningssystem skal opgraderes, og Verdo har derfor gennemført et udbud på et nyt fjernaflæsningssystem, hvor samme leverandør som har leveret til Herning Vand endte med at vinde kontrakten.
I stedet for at investere i sit eget netværk henvendte Verdo sig til Herning Vand om muligheden for at benytte det eksisterende netværk. Forsyningssektoren står i en situation med forandring inden for digitalisering og krav til øget bæredygtighed, og her vil de lokale selskaber arbejder sammen om fælles løsninger. – Aftalen markerer et skift i vores samarbejde. Vi har mange fælles interesser, og i fremtiden vil vi engagere os endnu mere i, at fælles grønne og digitale løsninger gavner byens forbrugere og erhvervsliv og på den måde bidrage til udviklingen i Herning, siger Brian Seeberg.