Handling haster
– Vi har knapt ni år til at nå FN’s Verdensmål, så nu skal der handles. Sådan lød det fra H.K.H. Kronprinsessen ved Verdensmålskonference 2021 i Industriens Hus 10. juni.
– Ved at sætte et tidsramme på 15 år gav verdenssamfundet en bagkant. Og med den et nødvendigt tidspres. Og der er sket god fremgang, men i forhold til nogle verdensmål er det stået stille. og for andre er det gået tilbage, sagde H.K.H. Kronprinsessen. Derfor er der behov for at accellerere udviklingen, hvis vi skal nå målene i 2030. – I dag har vi lige knapt 9 år at løbe på. Det seneste år har ikke været venligt imod os. Tværtimod. For midt i bestræbelserne på at nå målene kom corona, som med ét – og forståeligt nok – flyttede fokus væk fra den gode udvikling, vi var i gang med. Men det har efterladt os med et dyrt regnskab på alle niveauer, og som gør, at forhindringerne for at nå verdensmålene bliver endnu større, sagde H.K.H. Kronprinsessen videre.
FORSPRING. MEN … Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek supplerede: – Selv om vi har et forspring på nogle områder, så er vores forbrug stadig meget højt. Det gælder om ansvarlig brug af vores havområder, hvor regeringen har vedtaget en havstrategi og vandmiljøplaner. Her kan vi gøre mere for at forbedre miljøet i vores havvand, sagde Kaare Dybvad Bek.
STÆRKERE SAMARBEJDE. – Hvis vi skal indfri FN’s 17 Verdensmål, er det afgørende, at vi danner fælles front på tværs af landegrænser, virksomheder og organisationer. Danske virksomheder og deres medarbejdere har den nødvendige viden, kompetencer og løsninger, der skubber Danmark i den rigtige retning. Alle lande står over for mange af de samme udfordringer, og derfor skal vi nu i endnu højere grad skalere og eksportere danske bæredygtige løsninger, sagde Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i Dansk Industri. – Regeringens handlingsplan lægger op til et endnu tættere og stærkere samarbejde mellem offentlige og private aktører. Kun sammen kan vi nå i mål med FN’s Verdensmål. Det gælder både i forhold til den grønne omstilling, men også i forhold til at fremme ligestilling i vores samfund, skabe bedre uddannelser og sikre, at alle borgere har adgang til rent vand og de bedste sundhedsydelser.