Grøn handling der virker
Det her er grøn handling, der virker. Sådan siger Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard siger: – Vi har brug for moderne, effektive vindmøller for at komme i mål med den grønne omstilling. Fremover skal vi bruge langt mere grøn strøm – til elbiler, til varmepumper og i erhvervslivet. Og der skal bruges meget strøm til at producere nye brændstoffer som fx brint, der kan erstatte russisk gas både i Danmark og i Europa. Vindmøllerne bliver bedre og bedre til at producere strøm, der er fuld fart på innovationen i vindmøllebranchen, og gode testforhold i Danmark er en vigtig del af den udvikling, siger han.
Anledningen er, at aftalekredsen (Regeringen (S, V og M), SF, LA, DF, K og RV) bag den politiske aftale om Gode rammevilkår for test af prototype- og serie 0-vindmøller netop har besluttet at igangsætte en miljø- og habitatkonsekvens-vurdering af en mulig udvidelse og tilpasning af Østerild Testcenter i Thisted Kommune.
Erhvervsminister Morten Bødskov supplerer: – Verden ser mod Danmark, og stadig flere lande sætter ambitiøse mål for den grønne omstilling. Det kan vi hjælpe dem med. Vi har de grønne løsninger, de efterspørger. Vindindustrien står stærkt. Tusindvis af job er skabt. Nu skal vi sikre, at den grønne industri kan fortsætte fremgangen og sikre, at Danmark er i front med grønne løsninger. Derfor er udvidelsen af Østerild Testcenter vigtigt. Både for Danmark, for danske arbejdspladser og den grønne omstilling.