Genbrugsplads – en “multifaglig ingeniørlækkerbisken”
NIRAS har vundet opgaven som ingeniørrådgiver på Gladsaxes nye genbrugsstation, der skal inspirere borgerne til den grønne omstilling. Derfor har projektet bl.a. fokus på brugervenlighed, optimale adgangsforhold og tilgængelighed. Gladsaxe Kommunes nye genbrugsplads skal være et synligt, åbent og aktivt sted i byen og en synlig markør for den bæredygtige omstilling af samfundet. Forventningen er, at den nye genbrugsstation kommer til at skulle modtage 32.000 t affald og have 300.000 besøgende årligt.
– Med de mange besøg om året er genbrugsstationen i særklasse den mest besøgte kommunale bygning – der ligger derfor et særligt ansvar på genbrugs-stationen, der både aktivt og passivt skal inspirere kommunens borgere til den grønne omstilling, siger projektchef Morten Weihrauch fra NIRAS.
Sammen med CG Jensen som totalentreprenør har NIRAS vundet opgaven som ingeniørrådgiver på projektet, og ifølge Morten Weihrauch er det lidt af en multifaglig ingeniørlækkerbisken.
Rådgivningen strækker sig fra afvanding, trafikafvikling, asfaltbelægninger, krav til forskellige trafikklasser og ikke mindst forskellige hensyn til bygningerne. Stationen vil bestå af tre hovedbygninger – én til farligt affald og én til direkte genbrug samt en mandskabs- og undervisningsbygning med krav om:
- frit udsyn over hele pladsen
- omklædnings- og badefaciliteter
- undervisningslokale og -terrasse til besøg af borgere og skoleklasser
- tilgængelighed for handicappede
- overholdelse af den frivillige bæredygtighedsklasse, hvorfor to af bygningerne bygges i træ